Esbjerg fB offentliggjorde torsdag, at Lasha Parunashvili var på vej til klubben, og den 23-årige midtbanespiller har lørdag eftermiddag bestået lægeundersøgelsen og kan nu kalde sig selv for Esbjerg-spiller og får trøje nummer seks.
Lasha Parunashvilis kontrakt med storklubben Dinamo Tbilisi udløb ved udgangen af januar, og det har derfor været muligt at indgå aftale med ham efter transfervinduets lukning.
Da Lasha Parunashvili først er landet i Esbjerg lørdag, er hans arbejdstilladelse endnu ikke på plads, og han er således ikke i truppen, der søndag kl. 13 spiller den sidste testkamp mod AGF inden forårspremieren fredag aften hjemme på Blue Water Arena mod Sønderjyske.
Denne kamp har Lars Lungi Sørensen også i tankerne til træningskampen mod AGF.
- Jeg vil se, hvordan vi står rustet til superligapremieren. Det er en test for holdet, hvor de får chancen for at vise, de skal spille. Vi arbejder videre fra træningslejren med fokus på den generelle spillestil, men spillerne skal nu vise, at de er klar til 90 minutters superligafodbold på fredag, siger EfB’s cheftræner Lars Lungi Sørensen til efb.dk