Obduktion skal vise, om dødsfald er drab

Efterforskerne hos Syd- og Sønderjyllands Politi afventer, at en obduktion fredag formiddag kan vise, om et dødsfald er en følge af en forbrydelse og dermed et drab.

Siden klokken 15.20 torsdag eftermiddag har politiet på højtryk efterforsket omstændighederne ved fundet af en død person i et boligområde på Tinghøjs Allé i Esbjerg.

Der har deltaget et større antal betjente og hunde i undersøgelserne omkring den boligblok, hvor den døde blev fundet.

Politiet har kun givet yderst få oplysninger ud over at bekræfte, at der er tale om et mistænkeligt dødsfald.

- Sagen efterforskes af vores centrale efterforskning, som stadig er i gang derude. Vi kan og vil endnu ikke oplyse alder eller køn på den afdøde, sagde Nikolaj Hølmkjær, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, fredag morgen til TV SYD.

Fredag formiddag meddelte Syd- og Sønderjyllands Politis kommunikationsafdeling, at der vil blive foretaget en obduktion af den døde person. Først når det resultat fredag eftermiddag foreligger, vil politiet kunne endeligt afgøre, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.