Politi er massivt tilstede i weekenden grundet bande

Esbjerg festuge er i fuld gang med fest på Torvet fredag aften og afslutningsfest lørdag. Samtidig er der lagt op til fodboldfest, når EfB fejrer oprykning til 1. division.

Der er ikke kun lagt op til festligheder i Esbjerg i weekenden. Samtidig med de festlige arrangementer, skriver politiet i en pressemeddelelse, at bandegrupperingen Comanches formentlig afholder et arrangement på Brolæggervej.

I den forbindelse vil politiet være tilstede og skride ind over for utryghedsskabende adfærd, uro og kriminalitet.

- Vi er klar til at sørge for, at alle byens borgere får en tryg og sikker oplevelse ved festugens arrangementer og under fodboldfejringen. Vi accepterer ikke utryghedsskabende adfærd fra bandegrupperinger og er massivt tilstede byen hele weekenden. Vi opfordrer borgerne til at kontakte politiet, hvis de oplever noget, der gør dem utrygge, så vil vi tage hånd om det, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen i pressemeddelelsen.

Politiet oplyser blandt andet at bandegrupperingen Comanches har planer om at køre en tur i samlet flok på en rute rundt om Esbjerg.

- Der vil politiet være til stede. Ikke for at give bandegrupperingen støtte, men fordi vores erfaring siger os, at en sådan kørsel kan skabe farlige situationer i trafikken for borgerne. Det vil vi forhindre og er derfor i området for at gribe ind over for adfærd, der udfordrer trafiksikkerheden, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Man vil på grund af de mange arrangementer kunne møde flere betjente i bybilledet end på en normal weekend.