Politiet søger vidner efter bil kørte fra uheld

Politiet vil meget gerne i kontakt med føreren af en rød bil, der torsdag morgen var involveret i et færdselsuheld.

En rød bil påkørte torsdag morgen en anden bil i rundkørslen Jernevej/Gammelby Ringvej i Esbjerg, da begge biler skulle dreje fra Jernevej og ind på Gammelby Ringvej, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bilisten i den røde bil tabte en del fra bilen ved uheldet, men fortsatte sammen med flere andre biler ud af rundkørslen. Den røde bil fortsatte af Gammelby Ringvej mod havnen.

Fordi bilen valgte at køre i stedet for at standse op, vil politiet gerne i kontakt med folk, der har set bilens registreringsnummer, eller som ved, hvor bilen er kørt hen.

Ingen personer kom til skade ved uheldet.