S: Lejere er til grin for egne penge

​Regeringens ghettoplan finansieres af lejernes egne penge. Det vælter flere renoveringsprojekter i socialt boligbyggeri, kritiserer Socialdemokratiet.

- Vi har især problemer med varmen, siger Connie Schmidt.

Hun er både almindelig beboer og formand for afdeling 23 i  Ådalshaven i Esbjerg-forstaden Sædding.

I fem år har beboerne og AB - Arbejdernes Boligforening – været gennem en række planer for at få støtte fra Landsbyggefonden til at renovere 606 lejligheder i Ådalshaven, Ådalsvænget,og Ådalsparken.

Nu risikerer det hele at falde fra hinanden.

- Det ser ud til, at det enten kan blive udsat på ubestemt tid eller helt blive droppet, siger den socialdemokratiske folketingskandidat fra Esbjerg-Fanø, Anders Kronborg.

Han henviser til, at Boligselskabernes Landsorganisation har vurderet, at de store renoveringsprojekter – som det her i Sædding – er i fare.

- Det vil jeg have det svært med. Vi har arbejdet længe på det her og beboerne har været gennem en række møder og stemt ja til den omfattende renovering, siger formand for boligforeningen AB Poul-Erik Hansen.

Baggrunden er, at regeringen vil finansiere sin ghettoplan – der koster 12 mia. kr. – ved at tage dem fra Landsbyggefondens kasse. Det vil gå ud over allerede planlagte og fremtidige renoveringsprojekter, mener Socialdemokratiet.

Renoveringen i Sædding vil koste 563 mill. kr. Landsbyggefonden skulle efter planen støtte den med 308 mill. kr.

- Det er urimeligt, at lejerne på den måde bliver til grin for egne penge. De betaler til Landsbyggefonden, men kommer nu til at finansiere en ghettoplan, som er en samfundsudfordring. Men der skal jo stadig renoveres boliger udenfor de udsatte områder, og herude i Ådalshaven trænger beboerne til det. Det kan man ikke bare hoppe over, siger Anders Kronborg.

Han havde i dag inviteret den socialdemokratiske folketingsmedlem og boligordfører, Kaare Dybvad, til Esbjerg.

- Det bliver sværere at udføre renoveringer, og det vil ramme den almindelige lejer – som her i Sædding – og det vil gøre, at denne boligsektor bliver mindre attraktiv og får højere huslejer, siger han.   

Der er fem planer for renoveringsarbejder i Esbjerg:

  • 1. Ådalshaven, Ådalsvænget, Ådalsparken - 606 lejligheder - Arbejdernes Boligforening - 308 mio. kr. fra Landsbyggefonden)
  • 2. Siriusparken - 219 lejligheder - - Boligforeningen Fremad - 40 mio. kr. fra Landsbyggefonden.
  • 3. Afdeling 50/02 - 100 boliger - Boligselskabet BSB - 24 mio. kr.
  • 4. Godthåbsparken - 145 lejligheder - Bramming Boligforening - 18 mio. kr.
  • 5. Niposvej m.fl., - 38 boliger - Ribe Boligforening - 2 mio. kr.
Ialt 392 mill. kr.
Kilde. Fagbladet Boligen.