Stor politistyrke undersøger skud i boligområde

Natten til mandag rykkede større politistyrke ud efter anmeldelse om skud i Kvaglundparken i Esbjerg.

Skyderiet fandt sted kort efter midnat i Esbjerg-bydelen Kvaglund, hvor ingen blev ramt. Politiet efterforsker mandag formiddag  intensivt for at finde gerningsmanden.

- Vi har hele natten lavet tekniske undersøgelser i Kvaglundparken. Det er endnu for tidligt at komme med et bud på, hvad der er sket. Vi har ingen anholdte  eller sårede, sagde vagtchef Mads Leervad Dammark, Syd- og Sønderjyllands Politi, tidligt mandag morgen til TV SYD.

Mandag formiddag har politiet udsendt en pressemeddelelse, hvor de søger om hjælp fra eventuelle vidner, der har set eller hørt noget omkring midnat, hvor der blev affyret skud nær en parkeringsplads i Askekrattet i Esbjerg-bydelen Kvaglund.

Politiet var efterfølgende massivt tilstede i området blandt andet med tjenestehunde. 

Efterforskningen har vist, at der er affyret skud, men ingen personer er ramt, og der har siden været roligt i området.

Politiet: Kan være bande-relateret

Politiet efterforsker bredt og undersøger i den forbindelse også, om hændelsen kan være banderelateret.

Politiet er mandag formiddag fortsat i gang med undersøgelser på den parkeringsplads i Askekrattet i Esbjerg-bydelen Kvaglund, hvor der blev affyret skud.
Politiet er mandag formiddag fortsat i gang med undersøgelser på den parkeringsplads i Askekrattet i Esbjerg-bydelen Kvaglund, hvor der blev affyret skud.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

- Vi ser meget alvorligt på hændelsen og efterforsker intensivt for at få anholdt gerningsmanden. Desuden har vi øget vores tryghedsskabende patruljering i dele af Esbjerg, siger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hele natten har politiet været massivt til stede i Kvaglundparken og andre steder i Esbjerg. Der har tidligere været skyderier i området, hvor flere grupperinger har været i indbyrdes strid.