To 15-årige hopper nu til VM - som de eneste fra Danmark

Julie Christensen og hendes hest Plet er lige gamle. Nu vil de sammen forsøge at få medaljer i VM for voltigering i Frankrig.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver en fantastisk oplevelse, siger Julie Christensen fra EOR, Esbjerg og Omegns Rideklub. 

Hun er udtaget til verdensmesterskabet i Frankrig. Som den eneste danske juniordeltager. 

Det uundgåelige spørgsmål fra journalisten, om hun vender hjem med en guldmedalje, tager hun pænt. 

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, siger hun.   

quote

Julie er en af de mest lovende juniorer i landet.

Sanne Lorenzen, træner og longefører, Esbjerg

Akrobatik på hesteryg. Julie Christensen elsker samarbejdet med sin hest. (Foto: Finn Grahndin)
Akrobatik på hesteryg. Julie Christensen elsker samarbejdet med sin hest. (Foto: Finn Grahndin)

15-årige makkere

Med sig har hun sin helt uundværlige træner og longefører, Sanne Lorenzen, og ikke mindst sin egen hest, Plet.   

- Det er en dejlig, rolig hest, siger hun og kigger kærligt på sin makker. 

De to er lige gamle. 15 år. Men temperamentet har de ikke tilfælles. 

- Julie er jo teenager, siger hendes træner Sanne Lorenzen med et skævt smil. 

Sanne Lorenzen (og Plet der lige stikker snuden frem): - Julie har talent, men uden hård træning kommer man ikke til succes. Men det gør hun. (Foto: Finn Grahndin)
Sanne Lorenzen (og Plet der lige stikker snuden frem): - Julie har talent, men uden hård træning kommer man ikke til succes. Men det gør hun. (Foto: Finn Grahndin)


Træner hårdt

Men Julie Christensen er samtidig en ung kvinde, der træner hårdt. Det gav pote - eller rettere hov i dette tilfælde - da hun, Sanne, og Plet vendte hjem fra Nordisk Mesterskab i voltigering i Flyinge i Sverige den 8. - 11. juli. Med en flot sølvmedalje.

Som kvittering for den præstation er hun altså nu blevet udtaget til juniorverdensmesterskabet. Hun har tidligere vundet DM og NM og deltaget i EM. 

Trekløveret Julie, Sanne - og hesten Plet
 der poserer mellem de to. (Privatfoto)
Trekløveret Julie, Sanne - og hesten Plet der poserer mellem de to. (Privatfoto)

Træner: VM-pladsen er fortjent

Hendes træner og såkaldt longefører er Sanne Lorenzen. Hun er uddannet berider og ansat på Esbjerg og Omegns Rideklub. 

Longefører er den person, der sørger for, at hesten rider i det helt rette tempo og rette cirkler, så Julie ikke falder ned eller kommer ud af balance, når hun laver sine øvelser. Som Fane, Mølle og Saks.   

- Julie er en af de mest lovende juniorer i landet, og hun har til Nordisk Mesterskab vist en flot form. Det er fuldt fortjent, at vi nu skal til VM, siger Sanne Lorenzen.  

Gymnastik på hesteryg

Voltigering er akrobatik på ryggen af en galoperende hest og udøves enten som holdsport (gruppevoltigering) eller som individuel (enkeltvoltigering). Hesten longeres af en longefører i en taktfast galop. Deltagerne hopper fra jorden op på hestens ryg og udfører en eller flere obligatoriske øvelser enten enkeltvis eller flere ad gangen. Udover voltigernes øvelser på hesten bedømmes også hestens galop og longeførens evne til at longere hesten korrekt.

Kilde: Dansk Rideforbund 

Kom til skade

Julie har tidligere hevet flere medaljer hjem i children-klassen, både DM og NM, men det er første sæson i den mere krævende juniorklasse, hvor sværhedsgraden og mængden af konkurrenter øges betydeligt.

Julies mor, Lena Christensen, hjælper sin datter og følger med på sidelinjen. Ind i mellem med hjertet helt oppe i halsen når "hun gør nogle ret vilde ting". 

- Hun er da også kommet til skade, men Julie tager det roligt. Det er nok mere moderen her, der er nervøs, griner hun. 

Lena Christensen, mor til Julie: - Hun gør nogle ret vilde ting, og så bliver jeg som mor nervøs. (Foto: Finn Grahndin)
Lena Christensen, mor til Julie: - Hun gør nogle ret vilde ting, og så bliver jeg som mor nervøs. (Foto: Finn Grahndin)

Hvad med hesten?

Andre er bekymrede for hestene, der cirkler rundt og har en person på ryggen, der laver gymnastiske øvelser.

"Voltigering er hårdt for hesten". Det hører udøverne tit. Her har dyrlæge skrevet et svar på kritikken.

Indsamling 

Sådan en VM-tur er en meget dyr fornøjelse. Så der har været en indsamling i gang via en  Facebook-gruppe. 

Gruppens arbejde har båret frugt. Målet på de 40.000 kr. blev nået på blot fire dage, så nu kan Julie, Sanne og Plet komme afsted og få de væsentlige udgifter dækket. Såsom et hotelophold i stedet for at sove i hestetraileren.   

Man kan følge dem på Facebookgruppen "Vi støtter Julie og Sanne til VM" 

Hest og rytter - og longør - skal fungere som ét. Ellers kan det gå galt. (Foto: Finn Grahndin)
Hest og rytter - og longør - skal fungere som ét. Ellers kan det gå galt. (Foto: Finn Grahndin)

Lille sportsgren 

Mens ridning generelt er kæmpestor, så er voltigering en lille sportsgren, hvor kun ni klubber i Danmark under Dansk Rideforbund tilbyder voltigering. Med små 500 udøvere. 

I TV SYDs område er det Billund Sportsrideklub, Voltigeklubben Thommysminde i Jelling og altså Esbjerg og Omegns Rideklub, hvor Julie Christensen træner.  

VM finder sted i den franske by Le Mans, der ellers er mest kendt for race med mange hestekræfter på fire hjul. Det sker den 28. juli til 1. august.