Unge mod Black Friday: Bror og Karoline siger nej til forbrugsfest midt i klimakrise

Klimamarch i dag fredag gennem Esbjergs gader med udgangspunkt ved byens shoppingcenter. Unge siger: Tænk i fællesskaber i stedet for.

De er begge netop færdige med gymnasiet. Nu er de lærervikarer - og klimaaktivister. Bror Andreasen og Karoline Lindgard. I morgen står de i spidsen for en march for klimaet og mod forbrugsfesten Black Friday. 

- Det hænger slet ikke sammen at fejre overforbruget i en tid, hvor vi er truet af klimakrisen, siger Karoline Lindgaard. 

Green Friday

Deres alternativ kalder de Green Friday March. Med udgangspunkt i de klimastrejker, unge har holdt under Fridays For Future. 

- Vi vil ikke "slå" nogen oven i hovedet, men vi vil meget gerne gøre folk opmærksomme på problemstillingen. Det er jo ikke hensigtsmæssigt for miljøet, at vi køber en hel masse. Så vi siger i stedet: Tænk jer grundigt om, inden I køber noget. Måske har man slet ikke brug for det, siger klimaaktivisten.

Bror Andreasen: - Vi starter klimamarchen ved shoppingcentret Broen.  
Bror Andreasen: - Vi starter klimamarchen ved shoppingcentret Broen.  
Foto: Privat foto

Køb-Ingenting-Dag 

Flere privatpersoner, foreninger og organisationer peger på det problematiske i at have en forbrugsfest midt i en klimakrise. Således har Plastic Change, der arbejder både nationalt og internationalt på at nedbringe brugen af plastik, en kampagne, der hedder Buy Nothing Day. På dansk: Køb Ingenting Dag.

- Med forbrugsfesten - eller forbrugs-gak-gak'et - får vi et kæmpestort negativt klimaaftryk. Tænk blot på emballagen, der følger med de mange køb, siger strategisk direktør i Plastic Change, Anne Aittomaki.

Ti gode råd 

Kampagnen er speciel, fordi den ikke opfordrer folk til at gøre noget. Tværtimod. Den opfordrer folk til ikke at gøre noget og opremser ti gode råd til, hvordan man IKKE køber noget. (Se de ti råd nederst i artiklen). Sidste år tilkendegav 16.000 deres holdning i løbet af kampagnen. I år er tallet nu oppe på 18.000.

- Vi ser, at stadig flere trækker i retning væk fra overforbrug. Det gælder også virksomheder, siger Anne Aittomaki.  

Køb Ingenting Dag

  • Buy Nothing Day startede i Vancouver i Canada i 1992 på en ide af kunstneren Ted Dave.

  • I 1997 blev dagen rykket til Black Friday-dagen. Men alle store tv-stationer i USA (på nær CNN) nægtede at annoncere for den alternative forbrugsdag.

  • Nu har Buy Nothing Day spredt sig til 65 lande i verden.   

Alternativer til køb 

Hun peger på fællesskaber som alternativ til Black Friday. Ganske som de to klimaaktivister fra Esbjerg gør det.  

- Der er jo byttemarkeder, genbrugsbutikker og folk, der hjælper med at reparere ting, der er gået i stykker, men som måske kan fixes, så man ikke behøver at købe noget nyt og på den måde deltage i overforbruget, siger Karoline Lindgaard.   

Optoget med "klimaråb, klimasange og klimakærlighed" begynder ikke helt tilfældigt ved shoppingcentret Broen kl. 10. De to forventer 50 deltagere

Ti gode råd til IKKE at købe noget: 

1. Den perfektionistiske: Redigér dine familiefotos

2. Den tidskrævende: Ryd op i gemmerne

3. Den givende: Tag til byttemarked

4. Den engagerede: Tag med til klimastrejke

5. Den fornuftige: Afmeld dine ubrugte abonnementer 

6. Den hyggelige: Inviter vennerne på restemad og spilaften

7. Den opslugte: Lån en god, gammeldaws bog

8. Den virkelig langhårede: Klip dig selv

9. Den “glemsomme”: Lad dankortet blive hjemme (og slet Mobilepay)

10. Den smarte: Brug Tornerose-tricket – sov på det, hvis du tænker at købe noget. 

Kilde. Plastic Change