Weekenden byder på blæst med vindstød op til stormstyrke

Det er med at holde fast på regnhætte og paraply, hvis man skal udendørs i weekenden. DMI varsler vindfyldt weekend.

Det er efterår, og det viser sig i den grad de næste dage. Her vil det nemlig blive et gedigent blæsevejr, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.

- Fredag bliver en pæn dag i perioder. Det starter med nogle regnbyger i nogle dele af landet, men det skifter over i sol senere. Men det bliver regnvejr igen fredag aften,  siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen.

DMI har sendt et varsel ud om vindstød op til stormstyrke. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- I løbet af natten og frem til lørdag morgen kan det blæse så meget, at vi kan nå stormstyrke. Lørdag formiddag vil den her vind passere, og så klarer det en overgang op med noget sol igen, siger meteorologen. 

Natten til søndag dannes et nyt lavtryk, som får vinden til at tage til igen. Temperaturmæssigt smiler vejrguderne heller ikke til Danmark. Weekenden begynder med en 10-13 grader og omkring ti grader om natten, men i løbet af søndag falder temperaturen noget.

Det kraftfulde blæsevejr opstår i et slagsmål mellem den kolde polarluft og den noget varmere luft, som også trækker ind over landet i weekenden.

- Erfaringsmæssigt kan det give nogle problemer med forhøjede vandstande i de indre farvande mod øst.

Den forhøjede vandstand kan blandt andet blive aktuel ved Odense Fjord, Storebælt, Isefjorden og Roskilde Fjord.