Har du haft pungen oppe? - Her har politiets fotovogne indkasseret flest penge i år

Særligt et område i den syd- og sønderjyske landsdel genererer en stor del af de penge, der ryger i den danske statskasse, som følge af politiets indsats med fotovogne.

Det kan ende med at blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke overholder fartgrænsen på de danske veje. Det har bilister på de syd- og sønderjyske veje måtte sande 66.226 gange indtil videre i 2022. 

Det samlede beløb for de 66.226 overtrædelser løber op i næsten 112 millioner kroner.

Det viser tal, som TV SYD har samlet sammen fra de to politikredse i landsdelen, Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi, vedrørende deres ATK-aktioner.

Hvad er ATK?

ATK er en forkortelse for Automatisk Trafikkontrol og er en hastighedskontrol foretaget fra en af politiets fotovogne.

I forbindelse med en ATK-aktion stoppes trafikanten ikke på stedet men får efterfølgende tilsendt et brev med en bøde, hvis de har overtrådt farthastigheden.

Ifølge politiet er formålet med kontrollen, at "at sikre at gældende hastighedsbegrænsning overholdes, så trygheden blandt trafikanterne øges antallet af trafikdræbte og tilskadekomne i trafikken reduceres".

Kilde: Rigspolitiet

Har du haft besøg af en ATK-vogn på din gade, eller er du bare nysgerrig på, hvor mange aktioner, der har været på en bestemt vej, så kan du selv dykke ned i tallene og søge på bestemte gadenavne længere nede i artiklen.

Flest bødepenge i trekantområdet

Kolding Kommune er højdespringeren blandt de syd- og sønderjyske kommuner. Her er det samlede beløb mere end 21 millioner kroner. Herefter følger Vejle Kommune med 15 millioner kroner og Fredericia Kommune med over 13 millioner kroner.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

I den anden ende af spektret er Fanø Kommune. Her har Syd- og Sønderjyllands Politi været til stede med fotovognen to gange og givet 47 bøder for i alt 70.200 kroner.

Høje beløb fra motorveje

Hvis man kigger nærmere på de steder, hvor politiets fotovogne har hentet de højeste bødebeløb hjem, så er næsten halvdelen af vejstrækningerne på top-10-listen motorveje.

I listen herunder kan du se de 10 strækninger, hvor der er indkasseret flest penge på bødebeløb i forbindelse med politiets ATK-aktioner. Du har derudover mulighed for at søge i tallene. Måske kan du finde den vej, du bor på og se, hvor mange penge, der er givet bøder for i løbet af i år.

På disse veje er de største bødebeløb blevet hentet hjem

Din søgning gav ingen resultater.

Tryk eller søg på et foreslag her:

  • Fredericia
  • Snoghøj Landevej

Kilder: Sydøstjyllands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi

Når Østjyske Motorvej fremgår to gange på top-10-listen på listen, er det fordi, at vejen løber gennem flere forskellige kommuner, og at der derfor foretaget forskellige målinger langs strækningen.

Højne trafiksikkerheden

Knud Reinholdt er vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Ifølge ham handler ATK-indsatsen ikke om at samle penge til statskassen.

quote

Hvis vores ATK-vogne en dag kommer hjem med nul sager, så har det været en god dag

Knud Reinholdt, leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi

- Grunden til, at vi er derude, det er for at højne trafiksikkerheden. Når vi skal det, så skal vi også ud og lave nogle kontroller. Om der kommer kroner i kassen, det er jo ikke det, der højner trafiksikkerheden, fortæller han.

Knud Reinholdt er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi og leder af færdselsafdelingen.
Knud Reinholdt er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi og leder af færdselsafdelingen.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

De penge, som politiet henter hjem via ATK-indsatsen, er vel også nogen, som man fra statens side regner med at have til rådighed?

- Når man lægger et budget - og det gælder også finansloven - så indregner man selvfølgelig et provenu, og at man forventer x-antal millioner fra ATK-indsatsen. Men hvis det ikke bliver nået, så går verden ikke under af den grund, siger Knud Reinholdt og fortsætter:

- Hvis vores ATK-vogne en dag kommer hjem med nul sager, så har det været en god dag, for så har bilisterne ikke kørt for stærkt.

TV SYD har også forsøgt at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi. De har dog ifølge kommunikationschef Ulla Kaspersen ikke mulighed for at kommentere på ATK-indsatsen og tallene.

Info om tallene

Om tallene fra Sydøstjyllands Politi: Målinger og bøder opgjort for perioden 1. januar – 25. november 2022 (Billund, Fredericia, Hedensted, Horsens, Kolding, Vejle kommuner).

Om tallene fra Syd- og Sønderjyllands politi: Målinger opgjort for perioden 1. januar – medio november 2022. Bøder opgjort for perioden 1. januar – 14. december 2022 (Esbjerg, Fanø, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa kommuner).

OBS: Tallene viser alene, hvor mange sager der opfylder kravene til bøde, samt hvilken bøde de vil stå til, hvis bøden vedtages. Derfor skal tallene tages med forbehold, fordi de ikke siger noget om, hvor mange bøder der vil blive endeligt vedtaget.