12-årige Alma samler affald for at redde miljøet

Sammen med sine klassekammerater har Alma Skytte for andet år i træk samlet affald ind.

- Vi vil gerne gøre en forskel og vise folk, at vi skal samle mere skrald op og ikke bare smide det.

Sådan lyder ordene fra 12-årige Alma Skytte. Til daglig går hun i 6.B på Kirstinebjergskolens afdeling Høgevej i Fredericia, og mandag trak klassen i arbejdstøjet for at rydde op efter dem, som ikke selv kan finde ud af det. 

- Sidste år fik vi samlet 58 kilo ind, og det prøver vi at ramme over i år, fortæller Alma Skytte.

image00697
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV Syd

Én af dem, som hjælper eleverne med at organisere affaldsindsamlingen, er Christian Nygård Hansen. For ham handler det om mere end bare at samle affald.

- Vi har med børn at gøre, der skal prøve at se, om de ikke kan rydde op efter tidligere generationer, og det er jo en hård opgave at bede børnene om. 

- Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi planter de her frø i børnenes tanker og sind. At de har en mulighed for at gøre noget, siger han. 

Han tror på, at når børnene får affaldet tæt på sig, så bliver det mere håndgribeligt og en øjenåbner for børnene. Han mener også, at man i folkeskolen skal uddanne børnene til at være en verdensborger.

- Vi synes, at det er vigtigt, i kraft af at vi er en folkeskole ikke bare at uddanner vores børn til at være gode borgere i en by, men at være en verdensborger - og det indebærer, at de lærer, hvordan man passer på planeten, siger han. 

Det kan ikke være rigtigt

Alma Skytte og hendes klassekammerater har også snakket om at samle affald op, og det sætter tanker i gang.

- Det burde ikke være os, der skal samle skraldet op, men vi gjorde det for miljøet, og det er vi glade for. Hvis det bare bliver liggende, så ender det jo bare med, at der kommer mere og mere, og til sidst vil der jo være skrald overalt, siger hun. 

Hun er også overrasket over, hvor meget skrald de har kunne samle ind.

- Det har været fedt, for så har vi jo kunne se, hvor meget skrald vi har kunne samle på kun én time. Normalt kigger vi jo ikke på, hvor meget skrald der er, siger hun.

Klassen indsamlede sidste år 58 kilo affald, men fik ved mandagens affaldsindsamling indsamlet mere end 75 kilo. 

Over 75 kg. affald blev mandag samlet ind.
Over 75 kg. affald blev mandag samlet ind.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV Syd