13-årig dreng skræmte med klovne-tøj og plastikøkse

En ny dille fra USA og England har bredt sig til Erritsø. En 13-årig dreng løb omkring i klovne-tøj og skræmte folk med en plastikøkse.

En 13-årig dreng skabte onsdag nogen panik i Fredericia-forstaden Erritsø, da han løb omkring i klovne-tøj og skræmte folk med en plastikøkse.

- Vi har fået en enkelt henvendelse fra en kvinde, som blev forskrækket over, at en person i klovnekostume lagde hånden på hendes bagagebærer, fortæller vicepolitiinspektør Peter Balsgaard til TV SYD.

Politiet har fået fat i drengen og et par jævnaldrende kammerater.

- Han er vist selv lidt forskrækket over folks reaktion. Vi har sendt sagen til vores SSP-folk - og betragter det som drengestreger, siger Peter Balsgaard.

Episoden blev omtalt på Facebook-siden ”Hvem ved hvad i Fredericia”.

En pædagog fra ungemiljøet i Bygaden skriver på siden:

- Drengene har bekendt kulør og er frygtelig kede af deres handlinger.

De har selv skrevet til pædagogerne og vedgået deres gerninger.  

- Det er alle drenge fra 7. klasser, der i et øjebliks dumhed, nok er blevet smittet af endnu en grim trend i andre lande.

- De har lovet at de aldrig sker igen. Vi slipper det selvfølgelig ikke her, men tager en snak med dem og deres forældre, noterer hun. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

 

På YouTube kan man se adskillige eksempler på, hvordan folk i klovne-kostume laver praktical jokes, f.eks. ved metro-stationen. F.eks. smadrer en klovn tilsyneladende hovedet på en liggende person med en kæmpehammer. Der er dog kun tale om en udstoppet figur.

Frygten for klovne har også et navn, nemlig coulrofobi.