En 24-årig mand fra Fredericia blev kort før kl. 14 mandag ramt af et skud på Korskærvej, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er kørt til sygehuset, og politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om hans tilstand.
Sydøstjyllands Politi kender den 24-åriges identitet, men har stadig ikke underrettet de pårørende.
Stak af på scooter
En person, der må formodes at være gerningsmanden, er set køre væk fra stedet ad Lange Møllers Vej. Han kørte på en sort scooter og var iført en sort styrthjelm
Politiet har afspærret Korskærvej ved gerningsstedet. Politiets teknikere og hunde er på stedet i forbindelse med efterforskningen.
Har du oplysninger om hændelsen, så ring venligst til Sydøstjyllands Politi på 114.