Havareret bil afbrød togtrafik

En varebil, som havarerede midt på jernbanebroen på Prangervej, betød, at togtrafikken måtte afbrydes i en halv time.

Varebilen kolliderede med metalrækværket på broen ved 8-tiden. Metalgelænderet faldt ned på togenes køreledninger, som har 25.000 Volts spænding. Varebilen hang samtidig med højre forhjul ud over broens kant.

Broen var glat

Uheldet skyldtes glat føre på broen. Bilens fører har forklaret, at han kun kørte ca. 30 km/t, da han mistede herredømmet.

Efter uheldet måtte strømmen afbrydes i køreledningerne. I en halv time var togtrafikken afbrudt.

Derimod gik der halvanden time, før varebilen var bragt i sikkerhed - og det ødelagte brogelænder sikret.