Kreative florister forvandler historiske volde til kunstværker

26 florister fra hele verden dyster i Fredericia om at være bedst til at lave et stykke naturkunst ud af pinde, græs og blade. Blandt deltagerne er Mette Fisker Haugård og Anni Ladefoged fra Tørring.

En spadseretur langs de historiske volde i Fredericia byder i de her dage på en særlig naturoplevelse.

Nogle steder på voldanlægget dukker der pludselig et kunstværk op, der udelukkende er lavet af naturens egne materialer.

- Her kommer vi bare med vores saks, vores kniv og vores små hjerner, og så skal man få noget ud af det, fortæller Mette Fisker Daugård.

Hun er sammen med sin kollega Anni Ladefoged for første gang med i den internationale dyst i landart, som bliver afholdt i Fredericia.

Deltagerne har arbejdet med deres værker siden torsdag.
Deltagerne har arbejdet med deres værker siden torsdag.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Kun naturens egne materialer

Her får deltagerne tildelt et område langs voldene, hvor de skal udtænke og bygge deres kunstværk. Fælles for alle er, at de kun må bruge naturens egne materiale til deres værk.

- Pinde, græs, blade - hvad man nu kan finde. Man må ikke bruge andre materialer, for værket skal kunne forgå uden at ødelægge naturen, siger Anni Ladefoged.

Alle de færdige værker langs voldene fortæller hver deres historie.

De to florister fra Tørring blev inspireret af en inskription i et træ. Her stod der Thomas, og det gav dem ideen til deres værk.

- Det kunne være den faldne soldat Thomas, hvis navn står skrevet i træet. Det bliver omfavnet af en figur, der er bygget af pinde og græs. På den måde ligner det et kyssetræ fra gamle dage, fortæller Mette Fisker Daugård.

Det er kun naturens egne materialer, der er blevet brugt.
Det er kun naturens egne materialer, der er blevet brugt.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Opfundet i USA

Deltagerne i landart kommer fra mange forskellige lande. Et enkelt par kommer helt fra USA bare for at være med.

Landart er netop opfundet i USA tilbage i 50erne, men er så småt ved at komme mere til Europa.

I Fredericia håber de, at konkurrencen i landart bliver en tilbagevendende begivenhed, der finder sted lige før 6. Juli-dagene, hvor det historiske slag "Slaget om Fredericia 1849" bliver markeret.