Landets første cyberværnepligtige soldater er nu uddannet

En parade skal fredag hylde det første hold, der har bevis på, at de har gennemført den særlige værnepligt, der gør dem klar til kamp i cyberspace.

I årtier har der været tre kamppladser for Forsvaret - til lands, til vands og i luften. De cyberværnepligtige bliver uddannet til at kunne forsvare på en fjerde plads - cyberspace.

Værnepligten har varet ti måneder, heraf blev de første fire måneder brugt på basisuddannelse ved enten Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet. De resterende seks måneder er brugt på it- og cyberdelen.

Her foregår uddannelsen på Føringsstøtteregimentet på Ryes Kaserne i Fredericia.

Forsvar og angreb i cyberspace

Undervejs er de 15 mænd blevet trænet i at beskytte sig mod angreb online, de har lært at aflæse farer i cyberspace samt hurtigt at afkode, om man er blevet eller er ved at blive hacket, og hvad man kan gøre for at begrænse skaden.

Holdet har også lært, hvordan man kan angribe i cyberspace.

Selv om de 15 afslutter værnepligten, er det ikke alle, der tager afsked med Forsvaret. Et antal fortsætter i Forsvaret i stillinger inden for it- og cybersikkerhed.

Cyberværnepligten er i første omgang en treårig forsøgsordning, som bliver løbende evalueret og tilpasset på baggrund af erfaringer.