Se videoen: Her sender Fredericia-fans deres hold afsted mod DM-sejr

Fredericia HK tager i dag hul på den første af to DM-finaler. Derfor følger 300 fans med deres helte til nordjylland, hvor de vil hjælpe til en sejr over storfavoritterne fra Aalborg Håndbold.

De holder vejret og kniber sig i armen i Fredericia. Byens håndboldherrer skal nemlig kæmpe om DM-guldet i et møde med mægtige Aalborg Håndbold. De har velkendte navne på holdkortet som Niklas Landin, Mikkel Hansen og Henrik Mølgaard.

Derfor er fanklubben HK Ultras også godt klar over, at de skal stå tidligt op, hvis de skal have en chance.

- Vi forventer et ordentlig brag. Aalborg er storfavoritter. De er et tophold i Europa. Deres fans mener endda, at vi bliver kørt ud af hallen. Jeg er dog helt sikker på, at vi nok skal levere en god figur. Vi har muligvis Danmarks dygtigste træner (red. Gudmundur Gudmundsson). Han er god til at finde de små sprækker i modstandernes rustning, så vi håber, vi kan byde op til dans, selvom de er store favoritter, fortæller fanformand, Anders Holm.

Anders Holm har også fødselsdag i dag. Det betyder dog ikke, at han tager lagkagen hjemme i privaten. Han skal ligesom 300 andre fans med bus til Aalborg. Inden da sendes spillerne afsted med pomp og pragt i Fredericia.

- Det bliver kæmpestort. Det er den største håndboldkamp i Danmark. Vi kommer med en stor gejst, og vi kan spille frit, siger han.

DM-titel et erklæret mål

Sidste sæson endte Fredericia med at hænge bronze om halsen. Nu venter enten sølv eller guld. Netop guldet er en målsætning for klubben, men den chance ser nu ud til at komme hurtigere end efter planen.

- Klubben har et erklæret mål om at vinde DM inden 2029, hvor det vil være 50 år siden sidste DM-titel. At muligheden kommer allerede nu, det gør, at vi må knibe os i armen. Det er et håndboldeventyr, fortæller fanformanden.

Finalerne består i udgangspunktet af to kampe. Den anden kamp er på hjemmebane i Fredericia onsdag den 29. I serien spilles der først til tre point, så en DM-titel kan klares med en uafgjort og en sejr.

- Aalborg har 5.500 tilskuere på deres hjemmebane. Vi kommer 300 mand, så vi er lydmæssigt oppe imod overmagten, men vi skal nok råbe op, fortæller Anders Holm, formand HK Ultras.