På Fredericia Realskole har 8. klasse fået en stor udfordring.
De skal skrive deres egen sang.
Til gengæld fik de hjælp i musiklokalet fra en herre med stor erfaring i sangskrivningens kunst - Jørgen Thorup. Han var en del af Shu-bi-dua fra 1985 til 2001.
- Musikken har en helt speciel ting, som den kan. Den kan samle mennesker, og så kan folk få en følelse af at være sammen om noget. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi får nogle sangskrivere, som også kan leve af det, fortæller han.
Jørgen Thorup er på en mission. I samarbejde med musikrettighedsorganisationen Koda samt ni andre komponister og sangskrivere besøger han danske skoler for at sikre, at vi også fremover har sange at synge med på.
Det, med at leve af at skrive og spille musik, kan måske virke fjernt, når man sidder i et klasselokale i Fredericia. Men det er her, at gæsten mener, han kan gøre en forskel.
- Jeg har levet af at spille og skrive musik i 40-45 år, så det er det med, at de kan se et levende menneske, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre, siger han.
Klassens underviser, Stig Mikkelsen, er glad for, at eleverne bliver introduceret for sangskrivning. Han mener nemlig også, at det er nødvendigt, at der kommer nye sangskrivere til.
- Ellers skal vi høre på Barbie Girl (sang af danske Aqua red.) og ikke andet. Så der skal jo gerne noget nyt til, griner han.
Om fremtidens store danske sangskrivere skal findes i lige netop denne 8. klasse i Fredericia er ikke helt sikkert.
Kunne I forestille jer at komme til at leve af at skulle spille musik?
- Nej, ikke rigtigt. Det vil nok mere være en hobby, noget man gør for sjov, når man keder sig, fortæller 8. klasseseleven Maria Dalby Pawelczøk.
Selvom eleverne ikke finder deres indre Kim Larsen, Tina Dickow eller C.V. Jørgensen, så håber lærer Stig Mikkelsen, at de trods alt får noget andet med fra Jørgen Thorups besøg.
- Det mindste, der kan ske, er at de er blevet oplyst om, hvordan musikverdenen hænger sammen, siger han.