Ferietrafikken giver kø og forsinkelser

Den første lørdag i efterårsferien har givet trængsel på vejene, så mange har begyndt ferien i en kø på motorvejen.

Både grænseovergangene og motorvej E45 i Syd- og Sønderjylland er lørdag belastet med tæt trafik.

Det skaber ventetid og forsinkelser for både tyske turister på vej ind i Danmark og danskere på vej ud af landet.

Lørdag formiddag er der traditionelt mange tyskere på vej ind i Danmark - og det gav tryk på grænseovergangene sydfra.

På motorvej E45 mod syd fra har Vejdirektoratet registreret langsom trafik og kødannelser, der har skabt forsinkelser på op til 45 minutter.

Der er dog ikke sket alvorlige ulykker i ferietrafikken lørdag, lyder det samstemmende fra både Sydøstjyllands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Trafikanterne må væbne sig med tålmodighed lidt endnu - men det løsner erfaringsmæssigt op sidst på eftermiddagen, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD ved 15.30-tiden.