Glade landmænd: Nu tjener vi endelig penge igen

For første gang i årevis er landmændenes bundlinje sort. Især svinebønderne har det godt. De har fundet en erstatning for det lukkede russiske marked.

Den ene krise efter den anden er væltet ind over landmændene i årevis. Først kom finanskrisen. Så kom boykotten af det russiske marked. Det har alt sammen fået priserne til at falde.

Men nu ser det ud som om krisen i landbruget er afblæst. For første gang i mange år tjener landmændene atter penge.

quote

Det er fantastisk dejligt, og det er lige det, der skal til for at vi kan se lyst på tingene igen.

Berith Nissen, landmand, Haderslev

Specielt svinebønderne ser lyst på fremtiden. 1. januar i år fik landmændene 730 kroner for et slagtesvin. I dag er prisen steget til 907 per gris. Det bliver til rigtig mange penge, når svinebønderne får 177 kroner mere for hvert svin.

- Det er vi rigtig glade for. Så tjener vi penge. Jeg tror ikke, vores dækningsbidrag har været så højt som nu siden år 2000. Det er fantastisk dejligt, og det er lige det, der skal til for at vi kan se lyst på tingene igen, siger landmand i Haderslev, Berith Nissen, til TV SYD.

Hun producerer 22.000 slagtesvin om året. For hende betyder to kroner ekstra per kilo næsten fire millioner kroner i ekstra indtjening om året.

Berith Nissen kæler for slagtesvinene - som nu forkæler hendes tilværelse i højere grad end tidligere.
Berith Nissen kæler for slagtesvinene - som nu forkæler hendes tilværelse i højere grad end tidligere.
Foto: Kim Gram, TV SYD

Der er flere forklaringer på landbrugets uventede succes. En af dem skal findes i Kina, som på det seneste har skruet op for importen af dansk svinekød.

Landmændene glæder sig over fremgangen, men tager det med forsigtig optimisme.

- Vi skal først have gæld betalt af. Hvis vi kan se at indtjeningen holder, så kan det godt være, at vi skal ud og investere i at producere flere slagtesvin. Men vi må lige se om det holder først, forklarer Berith Nissen.

Det er ikke kun svineproducenterne, der oplever fremgang. Mælkepriserne begynder også at vise tegn på stigning.