Jobcenter på grønsværen: Fodbold får unge i arbejde

I Haderslev Kommune har de stor succes med at bruge fodbolden til at få unge i arbejde og i uddannelse.

I Haderslev har de held med at rykke jobcentret ud på fodboldbanen.

Fodbolden giver nemlig motivation til at søge et job eller finde en uddannelse uden for fodboldbanen.

Projektet hedder 'Fodbold for Fremtiden' og er rettet mod udsatte unge, der kæmper med fysiske eller psykiske udfordringer.

Som jobformidler hos Haderslev Kommune ville Allan Kyster normalt møde sine nuværende medspillere foran et skrivebord. Men skrivebordet og computeren er skiftet ud med græs og fodbold, og dét virker.

- Jeg tror, det er fordi, vi kommer uden for jobcentret. De er ikke bare cpr-numre. Vi tager hånd om de unge mennesker. Jeg træner med som en del af projektet, så jeg er en del af fællesskabet, siger Allan Kyster.

quote

Jeg træner med som en del af projektet, så jeg er en del af fællesskabet.

Allan Kyster, Jobformidler, Haderslev Kommune

Han er en slags spillende træner, og det gør meget, at han har et ligeværdigt forhold til dem, som han hjælper.

- Jeg tror 100 procent, at det gør noget. Jeg træner med på lige fod med de andre, og jeg er også med til omklædningssnak, lyder det fra en forpustet jobformidler.

Daniel Kalland Isaksen er voksenlærling hos Føtex i Haderslev.
Daniel Kalland Isaksen er voksenlærling hos Føtex i Haderslev.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Scorede et job

Mere end halvdelen af de 26 unge, der har været med i projektet, har fået et arbejde eller er kommet i gang med en uddannelse. 

En af dem, der ikke kun har scoret på banen, er 29-årige Daniel Kalland Isaksen fra Haderslev. Han har nemlig også scoret en læreplads som slagter i Føtex Haderslev.

Han var selv med på 'Fodbold for Fremtiden', og dét gav ham motivation til at komme i gang.

- Jeg fik lyst til at komme ud og møde nogle mennesker igen og se noget andet end det, jeg var vant til. Jeg er sikker på, at alle, der har været med i det projekt, har fået noget socialt eller personligt ud af det, siger han.

quote

Jeg har aldrig haft et job. Jeg har haft det her, og det er det.

Daniel Kalland Isaksen, voksenlærling, Haderslev

Selvom han har flere psykiske diagnoser med i bagagen, så har han ikke haft en eneste fraværsdag i de to måneder, han indtil videre har været i Føtex.

- Jeg har været her alle dage, så det går rigtigt godt, siger Daniel Kalland Isaksen. 

'Fodbold for Fremtiden' fik overrakt en check på 25.000 kroner.
'Fodbold for Fremtiden' fik overrakt en check på 25.000 kroner.
Foto: Erling Schultz, TV SYD

Fik overrakt pris

DBU og Veluxfonden har netop doneret en pris samt 25.000 kroner til 'Fodbold for Fremtiden' for at honorere arbejdet med de unge.

- Det er vigtigt, at vi er en del af samfundet og "en del af noget større", som er vores slogan. Så derfor vil vi gerne belønne Haderslev Fodboldklub og Haderslev Kommune, men der er rigtig mange andre klubber, der gør et rigtigt stort arbejde, siger DBU's næstformand, Bent Clausen.

Ikke nok med det, så har Haderslev Kommune og DBU desuden givet tilsagn om, at projektet kan blive ved med at fortsætte det kommende år.

'Fodbold for Fremtiden' er et samarbejde mellem Haderslev Fodboldklub, Jobcentret, Haderslev Kommune, lokale virksomheder og DBU.