Line Vedel forrygende i San Francisco

Line Vedel har placeret sig som den bedste nordiske spiller i golfturneringen LPGA Classic.

Line Vedel bliver bedre og bedre i Swinging Skirts LPGA Classic i San Francisco.

Efter runder i 72 og 72 slag på Lake Merced Golf Club var Line Vedel i går rundt i 70 slag (-2), hvilket var en af dagens bedste scores.

Hun er nu fremme på en 8. plads i -3, og som den eneste i top-20 er hun klart den bedst placerede nordiske spiller.

- Mit spil i dag var rigtig solidt. Jeg lavede et par enkelte fejl, der kostede et par slag, men ellers var det fornuftigt. Jeg glæder mig til sidste runde i morgen, siger Line Vedel.

Inden dagens finalerunde fører verdensranglistens nummer tre, Stacy Lewis fra USA. Hun er foran Lydia Ko fra New Zealand.