TV der bevæger dig

Pierre kæmper for homoseksuelles ret til at donere blod

20-årige Pierre Armani Tranekjer mener, at homoseksuelle bliver diskrimineret, når de ikke har lov til at donere blod på lige fod med andre. Derfor har han stillet et borgerforslag, der foreslår en lovændring.

Lidt over 500 borgere bakker op om Pierre Armani Tranekjers borgerforslag. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Da sundhedsminister Ellen Trane Nørby for få dage siden bekendtgjorde, at hun nu vil ændre reglerne, så homoseksuelle mænd fremover får mulighed for at blive bloddonor, blev Pierre Armani Tranekjer rigtig glad.

I foråret oprettede den 20-årige studerende fra Gram et borgerforslag, der opfordrer politikerne på Christiansborg til at ændre lovgivningen, fordi han er utilfreds med, at der bliver gjort forskel mellem hetero- og homoseksuelle mænd, når det gælder muligheden for at donere blod.

Med det nye forslag bliver det fra næste år muligt for homoseksuelle at donere blod efter en karantæneperiode på fire måneder. Det mener Pierre Armani Tranekjer er et vigtigt skridt på vejen, men det er stadig ikke helt nok.

Vi er ikke kommet helt i mål med sådan en lovgivning.

Pierre Armani Tranekjer.

- Så skulle det også være for heteroseksuelle. Fordi alle har en periode, hvor de kan risikere at komme med smittet blod. Så hvis vi skal eliminere den risiko, så skal det gælde for alle. Det er klart en start, men vi er ikke kommet helt i mål med sådan en lovgivning, siger Pierre Armani Tranekjer til TV SYD.

I skrivende stund har forslaget om at give homoseksuelle mænds ret til at donere blod fået 508 støtter på Borgerforslag.dk. For at det bliver behandlet i Folketinget, skal det opnå 50.000 støtter, så derfor er der stadig lang vej for Pierre Armani Tranekjer.

Morens sygdom

Det er især hans mors sygdom, der er årsagen til, at Pierre Armani Tranekjer har valgt at stille et borgerforslag.

- Min mor har været rigtig syg og modtaget blod for at overleve. Da jeg fyldte 16-17 år, ville jeg gerne bidrage med eget blod, men det kunne jeg ikke få lov til, fordi jeg var homoseksuel, siger Pierre Armani Tranekjer.

Da jeg fyldte 16-17 år ville jeg gerne bidrage med eget blod, men det kunne jeg ikke få lov til, fordi jeg var homoseksuel.

Pierre Armani Tranekjer.

På trods af de ændringer, der nu er på vej fra næste år, fortsætter han med at kæmpe for helt lige rettigheder også for bloddonorer. Derfor er det stadig muligt at støtte forslaget om mænds ret til at donere blod på Borgerforslag.dk.

Det er bl.a. morens sygdom, der er årsagen til, at Pierre Armani Tranekjer vil være bloddonor.

Læs mere om sundhedsminister Ellen Trane Nørbys ændringer, der betyder, at mænd, der har sex med mænd, også kan donere blod. 

Læs også Se alle de syd- og sønderjyske borgerforslag her

 

Mest sete på tvsyd.dk