TV der bevæger dig

Politibetjent brækker armen efter biljagt

To dieseltyve stak af fra politiet i bil, men blev anholdt på en gårdsplads ved Bevtoft i Sønderjylland.

Anholdelsen fandt sted på en gårdsplads ved Galdstedvej i Bevtoft. Foto: Google Earth

En politibetjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi brækkede armen under en anholdelse af to dieseltyve efter en biljagt natten til torsdag.

Det fortæller vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Bjørn Pedersen.

- Klokken 01.54 bemærkede politiet en mistænkelig bil ved Over Jerstal og bad personerne om at standse. De stak dog af, og i eftersættelsen stak de en pulverslukker ud af sideruden og sprøjtede på politibilen, siger Bjørn Pedersen.

De to personer på 27 og 37 år, der sad i bilen, som var en Seat Ibiza, kørte ind på en gårdsplads ved Galdstedvej i Bevtoft for at stikke af.

- Det er rigtig træls

De nåede dog ikke langt, før de blev anholdt, fortæller Bjørn Pedersen.

- Uheldigvis falder en af betjentene og brækker armen i faldet. Han er ved godt mod, men det er rigtig træls, siger vagtchefen.

Efter anholdelsen fandt politiet 100 liter diesel og flere stjålne nummerplader. 

Senere har politiet fundet ud af, at de mange liter diesel er stjålet fra virksomheden Marius Pedersen i Rødekro. 

De anholdte bliver sigtet for tyveri og kørsel under indflydelse af stoffer.

De bliver afhørt torsdag formiddag i Haderslev, oplyser vagtchefen.