Prins Joachim er hovedtaler ved årets fest for freden

For første gang holder et medlem af Kongehuset lysfestens store tale.

Haderslevs traditionelle fejring af Danmarks Befrielse efter 2. verdenskrig,  d. 4. maj, får i år Prins Joachim som årets hovedtaler.  Det er 66. år i træk, at freden fejres med en lysfest i byen, men det er første gang, at det er et medlem af Kongehuset, som holder festens hovedtale. Det oplyser en stolt borgmester H. P. Gejls i en pressemeddelelse.

- Befrielsen og fredsbudskabet betyder noget særligt her i Sønderjylland. Derfor er det mig en stor glæde, at H.K.H. Prins Joachim, der jo har en særlig tilknytning til landsdelen, har sagt ja til at været hovedtaler, siger H. P. Gejl.

Sidste år deltog mere end 8000 mennesker i lysfesten. Det er lykkedes at forny festen, uden at det går ud over traditionerne.

- Dermed lever historien videre blandt yngre generationer. Vi håber derfor at se lige så mange igen i år, siger H. P. Gejl.

Lysfesten i Haderslev strækker sig over flere dage. Der vil bl.a. også være spektakulært lysshow samt paneldebat om fred i verden med deltagelse af oberst Lars R. Møller, kolonnechef ved Beredskabsstyrelsen Niels Bonde Jensen og forsvarsekspert og professor Peter Viggo Jakobsen.