Sønderjyske spiller topbrag i Parken

Søndag møder Sønderjyskes fodboldspillere FCK i Parken til et vaskeægte topbrag mellem nummer et og nummer to.

Skulle det være gået nogle sydjyske næser forbi, så ligger Sønderjyske pt. mere end godt til i superligaen. Otte point i forårets første fire kampe, hvor man fortsat er ubesejrede har sendt Sønderjyske opad i tabellen, og faktisk er kun et hold bedre end de lyseblå sønderjyder. Det er eftermiddagens modstander fra hovedstaden. Der venter altså Sønderjyske, lidt uvant, et vaskeægte topbrag i Parken søndag.

– Vi ser sindssygt meget frem til kampen. Vi går derover for at prøve at vinde. Vi har intet at tabe, og vi håber, vi kan drille dem en smule, siger Sønderjyskes Marc Pedersen til Sønderjyskes hjemmeside.

Også i FCK har man bemærket, at nærmeste forfølger normalt ikke er så højt placeret i tabellen.

– Det kan godt være, at de ikke plejer at være tophold, men jeg forholder mig bare til tabellen, som den ser ud nu. Sønderjyske er lige nu ligaens bedste udehold, og der er jo en grund til, at de ligger nr. to, siger FCKs cheftræner Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside og fortsætter roserne:

- De har stadig deres klassiske dyder med kontrafodbold og dødbolde, men de har også udviklet deres spil og er blevet bedre med bolden. Det er et hold, som altid er svært at slå.

Om Sønderjyske for alvor kan bide skeer med de store vil vise sig klokken 16, når de 22 mand samt dommeren går på banen.