Specialtrænede hunde skal nu lede i havnen efter forsvunden mand

En uges forgæves søgen efter 55-årig mand får nu politiet til at sætte specialtrænede hunde ind i Haderslev.

En 55-årig mand fra Haderslev er nu forsvundet på ottende dag. Ingen har set ham, siden han forlod sit hjem tirsdag den 28. september ved middagstid.

Det får nu politiet til at optrappe indsatsen på to fronter.

- Når man ikke kan finde folk på land, så går man over til vand. Vi indsætter onsdag fra klokken 12 hunde, der er specialiseret i søgning på vand, fortæller Helle Lundberg, kommunikationschef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Samtidig opfordrer politiet indbyggerne i Haderslev til at kigge kældre, haver, haveskure, garager, carporte og andre udhuse igennem.

Trods mange opfordringer til byens indbyggere om at henvende sig med eventuelle oplysninger, har Syd- og Sønderjyllands Politi endnu ikke fået et afgørende tip i eftersøgningen.

Et tip fik dog i sidste uge politiet til at lede med hunde og droner i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam - dog uden resultat. Derfor vil politiet nu altså tage hundene i brug til at søge i vandet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.