Flere kvinder i den politiske kamp

Kvinderne i Hedensted rasler med stemmesedlerne. De synes, det er forkert, at Hedensted er den sydjyske kommune, der har de færreste kvinder i byrådet.

I dag var der et særligt kvinde-byrådsmøde i den kommmunale råds-sal i Juelsminde. De kvindelige kandidater til det kommende kommunal-valg var indkaldt for at drøfte, hvordan der kommer flere kvinder ind i kommunal-politik. Mødet var arrangeret af to kvindelige spids-kandidater Marianne Saxtoft (De Radikale) og Birgit Jakobsen (Kristendemokraterne).

Stil op nu!

I foråret talte de to kandidater sammen om, hvor få kvinder der egentlig sidder i det nuværende byråd. Der er kun valgt fire kvinder ud af 27 byrådsmedlemmer. En af de fire er borgmester Kirsten Terkilsen (V).

Siden har det vist sig, at der for tiden kun er 17 kvindelige kandidater ud af omkring 70 opstillede kandidater, og de to spidskandidater mener, det er tankevækkende.

- Hvis et byråd skal være repræsentativt for Hedensted Kommune, så skulle der være langt flere kvinder i byrådet. Det er svært at vide, hvad der holder kvinder fra at stille op til byrådet. Men vi vil med arrangementet sætte fokus på kvinder i politik. Vi håber derfor, at flere kvinder får lyst til at stille op til kommunalvalget, d. 19. november. Det kan nemlig nås endnu, siger Marianne Saxtoft og Birgit Jacobsen.

Kort tale-tid

Kulturminister Marianne Jelved stillede til kvinde-byrådsmødet i dag for at være borgmester/mødeleder for en dag. Hun fortalte om, hvordan det er at være kvinde i politik.

Derefter fik de kvindelige kandidater fra samtlige partier tre minutter hver til at fremlægge deres mærke-sager og fortælle, hvad de hver især er optaget af rent politisk. Bagefter vil der være debat indbyrdes samt mulighed for spørgsmål fra tilhørerne i byråds-salen.