Håndboldformanden Tobias frygter at hallejestigninger vil dræbe idrætten i Hedensted

Idrætten går døden i møde, hvis Hedensted Kommune ikke imødekommer idrætsforeningernes økonomiske udfordringer, når hallejen i kommunen stiger 1. januar. Det forudser formanden for Østjysk Håndboldklub Hedensted, Tobias Venø Holland.

Håndbold er, for dem der kan lide det, en sport fyldt med spænding. Men lige nu er der mest spænding om, hvorvidt der bliver spillet håndbold - eller dyrket andre indendørs idrætter i Hedensted, når vi er hoppet ind i 2023. 

Hos håndboldklubben Østjysk Håndboldklub Hedensted frygter man i hvert fald for fremtiden. Hedensted Kommune har varslet en stigning i hallejen, og den har de - og flere andre idræts - og fritidsforeninger i Hedensted Kommune på forhånd tilkendegivet, at de vil få svært ved at sluge økonomisk.

Derfor var flere af dem i dag samlet til stormøde i Hedensted. 

Stigning på flere hundrede tusinde kroner

Håndboldklubben kan eksempelvis kigge ind i en trecifret økonomisk regning i det nye år.

- Det kommer til at betyde for os, som det er lige nu, at vores driftsbudget kommer til at stige med 80 procent. Det er 325.000 kroner vi skal ud at finde for at drive håndboldklub på den måde, vi gerne vil drive håndboldklub på, siger Tobias Venø Holland, formand i Østjysk Håndboldklub Hedensted.

Og det vil formentlig få den umiddelbare konsekvens, som vi også har beskrevet her på TV SYD, at kontingentet for klubbens medlem vil få et nøk opad. Der er nemlig mange alternativer i værktøjskassen, lyder det fra formanden.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at finde sponsorater og andre måde at tjene penge på. Kan vi gå ud og lave et eller andet arbejde for at løse det, så vil vil gøre alt hvad vi kan. Vi kan også spare på vores frivillige, men vi er i forvejen presset på frivillige. Hvis vi fjerner de få goder, der er, kommer der så nogen? Og så kommer det måske alligevel til at slå idrætten ihjel, siger formanden.

Håber på dialog

I dag havde klubben inviteret til stormøde, hvor andre muligheder skulle luftes. Konkret ser Tobias Venø Holland gerne, at udgifterne bliver spredt ud på flere, så det ikke kun er indendørssporten, der bliver ramt.

- Vi håber, vi kan få noget dialog med vores politikere, og vi vil gerne finde en anden løsning, som ikke rammer så benhårdt ned i vores indendørs idræt, men måske få det spredt lidt ud, så klubberne kan overleve, siger han.