Borgmester i forsvar for fødeafdeling

Horsens borgmester, Jan Trøjborg, frygter for at Region Midtjylland vil lukke fødeafdelingen i byen - allerede inden regionen har regnet på sagen.   

Region Midtjylland regner for tiden på, hvordan den sparer 500 mill. kr. over de næste to år. Heri indgår overvejelser om at lukke to-tre fødeafdelinger i regionen - deriblandt afdelingen i Horsens. En lukning der skulle omfatte hele det gynækologiske/obstetriske område, som omfatter fødsler og kvindesygdomme.

Uacceptabelt

Alene muligheden får nu Horsens borgmester, Jan Trøjborg, op af stolen.

- Det vil være helt uacceptabelt for Horsens, hvis man fjerner fødeafdelingen, siger han til Horsens Folkeblad.