Efter rygeforbud: Oprydningen er lettere og hurtigere

Oprydningen på CASA Arena gik hurtigere end normalt efter søndagens kamp. Få cigaretskod gjorde, at der var mindre affald at samle op.

Anne-Marie Carlsen og Amalie Nielsen kigger overrasket på hinanden. På kort tid er halvdelen af CASA Arena i Horsens ryddet op, og de kan gå videre til næste tribune. Kvinderne spiller på Horsens fS' Old Girls-hold, og søndag stod de sammen med resten af holdet for oprydningen efter AC Horsens' første kamp i Superligaen denne sæson.

Horsens fS' hold skiftes til at stå for oprydningen, og søndag går det hurtigere end normalt for Old Girls-holdet. Sæsonens første Superliga-kamp på stadionet er også den første kamp, hvor CASA Arena har rygeforbud på tribunerne, så rygerne må gå ned i rygezoner under tribunerne, hvis de vil tænde en cigaret.

 
 
Foto: Pernille Leftes

Færre skodder på tribunerne

Under oprydningen ryger der masser af plastikkrus og pølsebakker i de sorte sække. Men der bliver også fundet cigaretskodder blandt tilskuerpladserne.

- Der er en lille smule skodder, men det er ikke så voldsomt, som det plejer at være, siger Anne-Marie Carlsen.

quote

Efter et par kampe, så vænner folk sig hurtigt til det.

Amalie Nielsen, Old Girls, Horsens fS

Amalie Nielsen tror på, at der med tiden bliver færre skodder at samle op.

- Jeg tror, at alle lige skal vænne sig til, at man ikke bare lige kan tænde en cigaret under kampen, men at man faktisk skal ned til boderne og stå og ryge i vores nye rygezoner. Men jeg er sikker på, at efter et par kampe, så vænner folk sig hurtigt til det.

Tid til status

På næste tribune går oprydningen også hurtigt, selvom der er mere, der skal puttes i de sorte sække.

- Der er lidt mere rodet herover, end der var ovre på den anden side, fortæller Anne-Marie Carlsen.

Efter en halv times tid kan kvinderne tage de sorte sække med ned fra tribunerne. Oprydningen er klaret, og Amalie Nielsen mener, at Old Girls-holdet har klaret det rekordhurtigt. På tribunerne fandt Amalie Nielsen og Anne-Marie Carlsen 38 cigaretskoder i alt. Et tilfredsstillende resultat, hvis man spørger dem. Og ikke mindst et resultat, som gør det lettere at rydde op efter fodboldkampene.

- Det gør meget, at man ikke skal bukke sig ned hvert enkelt steder og tage to-tre skodder op. Eller bare det, at man ikke skal gå og feje, for det er faktisk svært at feje, da kostene er brede, og stolerækkerne er for smalle i forhold til vores koste. Så det var en dejlig oplevelse, siger Amalie Nielsen.