Familie mistede deres fireårige fighter til kræft, men tropper stadig op til indsamlinger

Familien Adamsen har været berørt af kræft i mere end et årti. Da de måtte sige farvel til et af familiens mindste medlemmer, fik de ikke mindre lyst til at kæmpe videre.

I 2014 deltog holdet Felix & Banditterne for første gang til Stafet For Livet i Horsens, hvor deltagerne i et døgn går for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Holdet er opkaldt efter Tina og Torben Adamsens søn Felix, der i 2012 blev ramt af leukæmi.

Muligheden for at deltage i stafetten kom, mens familien var indlagt på sygehuset, og de håbede på mirakler og flere gode timer sammen som familie.

- Det kom på det rigtige tidspunkt, og vi tænkte, det godt kunne være noget for os, for vi kunne have vores andre børn med i det og samtidig være sammen med rigtig mange andre, der havde lyst, siger Torben Adamsen.

For otte år siden tabte Felix kampen til kræften, alligevel har hans forældre og familie overskud til fortsat at kæmpe for at samle penge ind med Stafet for Livet.
For otte år siden tabte Felix kampen til kræften, alligevel har hans forældre og familie overskud til fortsat at kæmpe for at samle penge ind med Stafet for Livet.

Kort efter stafetten mistede de Felix til kræften, men i dag, otte år efter tabet, deltager de stadig i stafetten.

Turbulente måneder

For ti år siden blev familiens liv vendt på hovedet. Deres ene tvillingedreng blev syg med leukæmi, og mange år med behandling og prioriteringer på kryds og tværs af landet ventede.

quote

Selvom vi har mistet, så giver det mega meget mening for os at kæmpe videre og gøre en forskel for andre og støtte sagen

Tina Adamsen

- Vi forsøgte at fokusere på, at vores to andre drenge skulle have så normal en hverdag som overhovedet muligt. I starten havde vi nogle venner til at hjælpe med at at passe dem og sørge for at de kom i børnehave. Der var meget koordinering, fortæller Tina Teglgaard Adamsen.

Med mange timer væk fra hinanden som familie gav det dengang ekstra god mening at samles med både venner og familie i et døgn til Stafet For Livet. Det var der mange andre, der også syntes.

- Vi blev overvældet over, hvor mange der havde lyst til at deltage, siger Tina Teglgaard Adamsen.

Stafet For Livet

66 byer arrangerer Stafet For Livet.

I et døgn går deltagerne på skift for at symbolisere, at det er hårdt arbejde at kæmpe mod kræften på alle tider af døgnet.

Hver stafet begynder med en fighterrunde, hvor deltagere, der har kæmpet eller kæmper mod kræften, går en den første omgang i stafetten.

I Horsens er der 274 deltagere på 14 forskellige hold.

81 fightere er tilmeldt.

Kilde: stafetforlivet.dk

Kæmper videre

Selvom de tabte kampen mod kræften for flere år siden, bruger de Stafet For Livet til at kæmpe videre, men også til at mindes.

- Det er vores søns dag. Det er den dag, hvor vi ærer ham fuldt ud, og han får lov at fylde ekstremt meget, uden at vi går og er fyldt med tårer hele dagen, siger Tina Teglgaard Adamsen.

I år har de samlet 49 deltagere, hvilket gør dem til det andet største hold til stafetten, og alle er med til at samle ind til Kræftens Bekæmpelse.

- Selvom vi har mistet, så giver det mega meget mening for os at kæmpe videre og gøre en forskel for andre og støtte sagen, siger Tina Teglgaard Adamsen.

Derfor betyder opbakningen fra de mange deltagende også meget.

- Vi er helt blæst bagover, over at så mange støtter op efter så mange år, siger Tina Teglgaard Adamsen.

De har inden stafettens start samlet 4.930 kroner ind, men håber på at hæve det beløb ved at sælge popcorn og slush-ice.