Horsens holder guldhåb i live med sejr over Bakken Bears

Med ryggen mod muren holdt Horsens IC gang i finaleserien i Basketligaen, da Bakken Bears blev slået.

Der var matchbold til Bakken Bears fredag aften i Basketligaen.

En sejr ville sende endnu et mesterskab til Aarhus-klubben, men finalemodstanderen Horsens IC holdt med ryggen mod muren serien i live.

Horsens vandt 84-75 og udsatte altså Bakkens mesterskabsfest, så der nu står 3-1 i kampe til Bears. Der spilles bedst af syv kampe.

Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget for Bakken Bears. Den femte finale skal spilles i Aarhus, så nu kan Bakken vinde endnu et mesterskab foran egne fans og sige farvel til succestræneren Steffen Wich på hjemmebane.

Wich stopper som cheftræner efter sæsonen for at blive lokalpolitiker. Han stiller således op til kommunalvalget i november for Socialdemokratiet.

Horsens kom på vinderkurs i anden periode fredag. De to hold fulgtes godt nok ad til at starte med, men frem mod pausen skruede hjemmeholdet bissen på og gik fra 36-31 til 44-31 med otte point i træk.

Bakken Bears bed fra sig i tredje periode, hvor Horsens' føring blev reduceret til fem mål. Gæsterne åbnede målscoringen i fjerde periode med at gøre det til 61-64, men derfra trak Horsens igen fra.

Føringen nåede to gange op på 13 point, inden Bakken Bears inden for de sidste minutter fik pyntet lidt på resultatet.

Horsens-guard Gage Davis sluttede som topscorer med 23 point. Bakkens QJ Peterson, der tidligere fredag blev kåret som årets spiller i Basketligaen, endte som gæsternes mest scorende med 20 point.

Bakken Bears vil med endnu en DM-titel tage sin 19. af slagsen og den femte i træk. Finale nummer fem sættes i gang mandag klokken 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.