Digital hjælp til at ændre livsstil er populær

Horsens Kommune har lavet en forsøgsordning med livsstilsappen Liva. Appen giver brugerne hjælp til at ændre livsstil, og det er populært blandt borgerne.

Flere borgere har været på venteliste, og nu er der lige blevet åbnet for tilmelding til livsstilappen Liva for borgerne i Horsens Kommune igen. Kommunen startede i maj sidste år samarbejdet med appen som et treårigt forsøg.

- Det var meget overraskende for os, at en måned eller to efter vi havde meldt tilbuddet ud, var der næsten fyldt op til det første år med 100 borgere. Borgerne er også opmærksomme på, at man kan lave en ændring selv, men det kræver jo noget af dem selv, siger Karin Holland, direktør for Velfærd og Sundhed i Horsens Kommune.

Kravet for at kunne tilmelde sig igennem Horsens Kommune er, at man har et BMI på mindst 30. Igennem tilbuddet får borgerne gratis, personlig hjælp digitalt af en diætist igennem både videoer og tekst.

Disse kommuner samarbejder med Liva Healthcare i TV SYDs område:

  • Horsens
  • Tønder
  • Sønderborg
  • Vejle 
  • Aabenraa

Skal forebygge type 2-diabetes

Horsens Kommune håber, at samarbejdet med Liva Healthcare kan hjælpe med at forebygge type 2-diabetes hos flere borgere.

- Vi ved, at antallet af borgere, der har diabetes, er fordoblet inden for de seneste ti år, og det vil fordoble sig igen de næste ti år, fortæller Karin Holland.

At hjælpe borgerne med at forebygge diabetes er til gavn for både borgerne og kommunen:

- Dels får vi sikret, at borgerne får et bedre hverdagsliv. At de kan håndtere deres aktiviteter i hverdagen og blive på arbejdsmarkedet, men også at de har nogle gode ting at stå op til hver dag. Og så tænker vi, at det er en investering, og at vi sparer penge på velfærdsøkonomien på sigt.