Lokalt museum graver sig ind på top 10 over danske fund i 2020

Horsens Museums fund af blandt andet fire rundhøje, en langhøj og 13 fladmarksgrave fra den tidlige bondestenalder ved Bygholm Bakker er blandt årets 10 mest spændende.

Hvert år udpeger Slots- og Kulturstyrelsen en top 10 over unikke fund, der på hver sin måde kaster nyt lys over vores fælles danmarkshistorie. 

I år har Horsens Museums fund af blandt andet fire rundhøje, en langhøj og 13 fladmarksgrave fra den tidlige bondestenalder ved Bygholm Bakker kvalificeret sig til listen.

- Det er vi selvfølgelig vildt stolte over. Det har været en enormt udfordrende udgravning, fordi fundene var mange og komplicerede. Til gengæld kan vi nu bidrage med helt ny viden om en ret særlig tid i Danmarkshistorien, siger afdelingsleder ved Horsens Museum, Lone Seeberg.

Gået stille med fundet

Det var arkæologernes undersøgelse og udgravning af Bygholm Bakker forud for byggemodningen af området, der førte til det opsigtsvækkende fund, som museet i øvrigt er gået meget stille med.

Faktisk er udmeldingen om pladsen på top 10 over årets unikke danske fund første gang, som Horsens Museum melder offentligt ud om fundet.

Et opgør mellem kulturer

Vi ved ganske lidt om, hvad menneskene tænkte og forestillede sig i den tidlige bondestenalder, men fundene ved Bygholm Bakker bringer arkæologerne tættere på sporet - og Horsens Museum på en national top 10.

I den tidlige bondestenalder brugte man store ressourcer på at bygge rundhøje til begravelser og rituelle ofringer. Men pludseligt ændrede det sig.

- Ud fra vores fund kan vi se, at rundhøjene ved Bygholm Bakker blev lukket af og i stedet ombygget til en langhøj. Samtidigt ser det ud til, at der opstår nye begravelsesritualer. Blandt andet blev der anlagt 13 fladmarksgrave under stendynger ved siden af højene. Det fortæller om en afgørende kulturændring, hvor strømme udefra påvirkede vores måde at leve på, fortæller Per Borup, museumsinspektør ved Horsens Museum.

Fundet af et lerfad, der bevidst er ødelagt med tre sten uden for en rundhøj - formentlig under en rituel ofring.
Fundet af et lerfad, der bevidst er ødelagt med tre sten uden for en rundhøj - formentlig under en rituel ofring.
Foto: Horsens Museum

Det er planen, at fundene fra Bygholm Bakker bliver udstillet på Horsens Museum i efteråret 2021.

For tre år siden var et fund fra Horsens også med på årets top 10. 

I år er Horsens Museum alene om at repræsentere TV Syds område på top 10-listen.

Fakta om Top 10

For at komme i betragtning til Top 10 er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye videnskabelige resultater fra det forgangne år. 


Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og danmarkshistorien. 


Top 10 er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund fra det forgangne år. 


Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge. Der var i 2020 i alt 22 stærke kandidater til årets Top 10.