27.000 kvadratmeter kan måske virke som en lidt uoverskuelig størrelse.
Særligt hvis de fordeler sig i fem bygninger over fem etager, og din opgaver er at løbe rundt til 40 forskellige poster via tunneller, trapper og viadukter. Alt sammen i en bygning du ikke kender.
Og nå ja - så er det selvfølgelig på tid.
Det var netop udfordringen på VIA Campus i Horsens søndag.
Det er som en labyrint, fordi man er på forskellige etager, og det gør også kortet noget mere kompliceret.
Her var 220 løbere rundt på 40 poster i de store campusbygninger, da Horsens Orienteringsklub inviterede til indendørs orienteringsløb.
- Der er ikke mange indendørs løb her i landet. Men vi har den her specielle bygning, som er utroligt velegnet til orienteringsløb, siger Erik Nielsen, der er stævneleder til søndagens orienteringsløb.
En særpræget oplevelse
Det nye VIA Campus i Horsens blev indviet i 2021, og søndag fik deltagerne i løbet mulighed for at udforske bygningerne på en ny måde.
Jeg vil gerne garantere for, at folk ikke kan finde ud af det.
En af dem, der tog udfordringen op, var syvdobbelt verdensmester i orienteringsløb Maja Alm, der kommer fra Rødekro. For hende er forskellen mellem indendørs- og udendørs orienteringsløb til at tage og føle på.
- Jeg synes, det er rigtig sjovt, selvom farten ikke bliver særlig høj, så er det til gengæld en fed udfordring at finde vej, siger hun.
Løbet var ikke kun for garvede løbere, og alle kunne melde sig til for at få et indblik i, hvad orienteringsløb kan. Alligevel er udfordringen dog ikke helt nemt.
- Jeg vil gerne garantere for, at folk ikke kan finde ud af det – man skal tænke sig grundigt over, hvilken etage, man er på, siger Erik Nielsen, der også har tegnet kortet til søndagens orienteringsløb.
Man skal have hjernen med
Der skal altid være flere veje at komme fra post til post i et orienteringsløb, og det er netop det, der gør orienteringsløbet til noget helt andet end almindelig løb, mener Maja Alm.
- Jeg har altid synes, det er megakedeligt bare at løbe en tur, men orienteringsløb synes jeg er helt vildt sjovt, fordi man hele tiden skal tænke over, hvordan man kommer frem. På den måde har man hovedet med hele tiden og glemmer, at det er hårdt, siger hun.
Og løbet i VIA Campus i Horsens var ingen undtagelse.
- Det er mere som en labyrint, for man er på forskellige etager, og det gør også kortet noget mere kompliceret, siger Maja Alm.