Politiet er mere synligt efter overfald i Horsens

Sydøstjyllands Politi er i denne weekend ekstra synlig på kendte samlingssteder for unge. Det sker efter flere umotiverede overfald i nattelivet.

Flere unge anmeldte sidste søndag, at de havde været udsat for voldelige angreb flere steder i Horsens.

Efter politiets efterforskning blev to unge mænd på 20 år og 16 år anholdt og sigtet for  flere overfald på unge mænd.

Fredag blev de i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger, selvom de begge nægtede sig skyldige.

Sydøstjyllands Politi har de seneste døgn været ekstra synlige på de steder, hvor unge færdes og opholder sig.

- Vi sætter vi ind med yderligere tryghedsskabende patruljering i udvalgte områder i Horsens by, hvor vi politifagligt vurderer, at det kan bidrage til tryghed og forebyggelse af voldsepisoder, meddelte politidirektør Jørgen Abrahamsen, Sydøstjyllands Politi, inden weekenden.

Ingen voldssager lørdag

Indsatsen har tilsyneladende båret frugt, da der lørdag middag endnu ikke var registreret anmeldelser fra nattelivet.

- Vores patruljer har bevæget sig rundt og holdt øje med nattens fest og samvær. Stemningen oplevede mine kolleger som god og hyggelig, siger vagtchef John Skjødt, Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi fortsætter deres udvidede tryghedsskabende patruljering de kommende dage og nætter.