Slagteri kan få huspriser til at falde

Gedved Lokalråd frygter, at det vil gå ud over huspriserne, hvis byens fjerkræslagteri genåbner.

Der arbejdes i øjeblikket med planer om en genåbning af slagteriet. Men det er Gedved Lokalråd imod.

Formanden for Gedved Lokalråd Niels Arne Kjærgaard vurderer, at der i alt er omkring 50 boliger, der ligger så tæt på slagteriet, at deres priser vil blive påvirket negativt med genåbningen.

- Jeg vil gerne understrege, at vi selvfølgelig ikke er modstandere af flere arbejdspladser i Gedved, men vi peger også på, at der er nogle forhold, der ikke er i orden. Grundlæggende mener vi, at erhvervs- og boligområder skal holdes adskilt, siger Niels Arne Kjærgaard til Horsens Folkeblad.