Slagteri slår egen rekord i slagtninger

Danish Crowns storslagteri i Horsens slagter flere svin end nogensinde før.

Fra mandag til fredag i sidste uge blev der slagtet 100.700 dyr. Den tidligere rekord i Horsens ligger på 94.000 slagtede svin.

- Vi producerer i alle pauser også om aftenen, siger Per Laursen, fabrikschef i Horsens, til LandbrugsAvisen.dk.

Slagteriet har også inddraget lørdagen, så den samlede ugeproduktion kom op på 112.000 svin.
 
- Men normalt tæller vi ikke weekendarbejde med i vores rekorder, da det jo er dyrere at have vores medarbejdere gående om lørdagen, siger fabrikschefen.

Den store produktion skal sikre forsyninger til juledagene.