Storbrand ved Juelsminde nu under kontrol: Hal brændt ned

Brandvæsenet på stedet måtte tilkalde hjælp fra to andre brandstationer, fordi branden i lagerhallen var så voldsom. Branden er nu under kontrol og udvikler ikke længere sundhedsskadelig røg.

Klokken 06.42 fik Sydøstjylland Brandvæsen en melding om brand i en lagerbygning på Klakring Stationsvej nær Juelsminde. I lagerbygningen havde blandt andet en tagdækker lejet sig ind.

Da brandvæsenet kort tid efter ankommer til stedet, sker der en overtænding af de to haller, der er i brand.

- Og så gik det ellers stærk, siger Henning Damsgaard, indsatsleder ved Sydøstjyllands Brandvæsen.  

Hallerne var tilsammen på over 4.000 kvadratmeter, og det var større, end Sydøstjyllands Brandvæsen kunne håndtere alene.

- Så jeg bestiller assistance fra vores station i Horsens, hvor jeg beder om at få en sprøjter og to tankvogne, siger Henning Damsgaard. 

Hallen i den røde ring gik mandag morgen op i flammer.
Hallen i den røde ring gik mandag morgen op i flammer.
Foto: Google maps (Grafik: TV Syd)

 

Alligevel var det ikke nok, for indsatslederen var nødt til at bestille endnu mere assistance.

- Efterfølgende bestiller jeg en autosprøjter og en tankvogn fra stationen i Vejle, forsætter han.

I hallerne havde flere firmaer lejet sig ind, blandt andet en tagdækker og en autoophugger. Der var også opmagasineret nogle glasfiberforme og glasfiber, som der gik ild i. Glasfiberen udviklede kraftig røg, og politiet var ikke sikker på, om røgen var sundhedsskadelig. Derfor udsendte politiet en beredskabsmeddelelse om, at borgere skulle holde sig indendøre og lukke døre og vinduer.

Strålevarme gav risiko for ny brand

Nabogrunden til den antændte lagerhal er et papirlager for en papirfabrik, der laver genbrugspapir. Det blev et problem, fordi branden udsendte så høj en strålevarme, at brandvæsnet var bange for, det ville antænde papirlageret.

- Så der indsætter vi stationen fra Horsens til at køre den opgave for os, siger Henning Damsgaard.

Der gik heldigvis aldrig ild i papirlageret.

Brændt ned til grunden

Relativt kort tid efter brandvæsenet kom til stedet, fortalte politiet til TV SYD, at brandvæsenet ville give op på den ene hal og lade den brænde ned til jorden.

- Det er jo stort set brændt ned til grunden, og vi går snart ind i en efterslukningsfase, siger Henning Damsgaard.

Brandvæsenet fik omkring klokken 10.30 så meget kontrol over branden, at de afvarslede den beredskabsmeddelelse, de sendte ud tidligere på morgenen.

Senere mandag vil nogle kraner begynde at rydde op på stedet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.