Svært at få lov til at starte virksomhed som mindreårig

Statsforvaltningen siger nej til de fleste mindreårige, der vil starte egen virksomhed.

Man skal som udgangspunkt være 18 år for at starte sin egen virksomhed. Hvis man som 15-årig vil starte sin egen forretning, kræver det Statsforvaltningens tilladelse, og det er kun relativt få, der får lov.

Tal fra Statsforvaltningen viser, at ud af 68 ansøgninger i 2018, har 24 fået ja til at starte egen virksomhed. Det svarer til hver tredje. I 2017 var tallet kun tre ud af 79 ansøgninger. Faktisk skriver Statsforvaltningen selv på sin hjemmeside, at “tilladelsespraksis er restriktiv”.

quote

Det handler udelukkende om at beskytte de unge, så de for eksempel ikke ender med en kæmpe gæld.

Steen Skibsted, souschef, værgemålskontor, Statsforvaltningen

- Det er en konkret vurdering i hver enkelt sag. Vi vurderer, hvilken risiko, den unge påtager sig. Jo større risiko, jo vanskeligere er det at få godkendelse, fortæller Steen Skibsted, souschef hos Statsforvaltningens værgemålskontor, til TV SYD.

Beskyttelse af unge

I en virksomhed er man forpligtet over for myndigheder, kunder og økonomi. Hvis man ikke har styr på det hele, kan man ende i håbløs gæld.

- Det handler udelukkende om at beskytte de unge, så de for eksempel ikke ender med en kæmpe gæld af noget, de ikke kan overskue, siger Steen Skibsted og tilføjer:

- Samme øjeblik vi siger ja, er det den unges selvstændige ansvar. Forældrene bliver ikke gjort ansvarlige, hvis der lige pludselig er en milliongæld eller erstatningsansvar. Så står den unge fuldstændigt alene med det ansvar.

Svært med ansatte

Statsforvaltningen lægger i deres vurdering blandt andet vægt på følgende:

  • Alder og relevant uddannelse
  • Hvad indebærer virksomheden? (moms, told, produktansvar)
  • Startkapitalens størrrelse (gældsætning)

Er der i virksomheden behov for at ansætte medarbejdere, er det allerede op ad bakke med en godkendelse.

- Så begynder vi at nærme os et nej, men en tilladelse kan selvfølgelig ikke helt udelukkes, hvis der foreligger særlige omstændigheder, siger Steen Skibsted.