Torpederet Horsens-skib er bugseret til land

Horsens-skibet "Karin Høj" er onsdag blevet bugseret ind til stranden Tobisvik lige nord for Simrisham i Sverige efter kollision ved Bornholm natten til mandag.

Det danske fragtskib blev natten til mandag torpederet af det britiske skib "Scot Carrier" mellem Bornholm og den svenske by Ystad. En person om bord på "Karin Høj" er fundet omkommet inde i fartøjet. Yderligere en person savnes.

Skibet er ejet af Horsens-firmaet Rederiet Høj, og det har base i Horsens Havn. 

"Karin Høj" er onsdag blevet bugseret ind til stranden Tobisvik lige nord for Simrishamn, oplyser nyhedsbureauet TT.  

Men det er ikke oplyst, hvilken havn det danske fartøj skal fragtes til. Skibet ligger med bunden i vejret, og i havn skal der gøres forsøg på at få det på ret køl.

To mænd på det britiske skib blev anholdt efter kollisionen mistænkt for at have været stærkt berusede under sejladsen.

En 55-årig kroatisk mand er onsdag løsladt af svensk politi. Men sigtelsen mod ham opretholdes ifølge TT.

Den anden er en britisk mand i 30'erne, og han skal forblive fængslet, oplyser anklagemyndigheden.