Vaccinationscenter forsøgt nedbrændt

Sydøstjyllands Politi efterforsker en hændelse, der fandt sted formentligt natten til søndag ved vaccinationscentret på Fuglevangsvej i Horsens.

Ved et vaccinationscenter i Horsens er der blevet knust en rude og fundet spor af et forsøg på at sætte ild til bygningen. Skaderne er dog primært begrænset til den knuste rude.

Hændelsen er formentligt sket natten til søndag.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi ser med alvor på hændelsen og efterforsker nu, hvad der ligger bag, siger Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen fra medarbejdere i vaccinationscentret, der opdagede hærværket, da de mødte ind på arbejde søndag morgen omkring klokken ni.

- Vaccinationscentre og deres personale har i denne tid en meget vigtig samfundsopgave, og det er ikke i orden at skabe bekymring hos hverken personalet eller hos borgerne, siger Carit Andersen.

Sydøstjyllands Politi rykkede straks ud til stedet og begyndte efterforskningen umiddelbart efter. Der bliver gjort brug af blandt andet kriminalteknikere og hunde. Efterforskningen er fortsat i gang.

Derudover bliver der indført yderligere tryghedsskabende tiltag i form af øget patruljering ved vaccinationscentre.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Har du set eller hørt noget, kan man kontakte politiet på telefonnummer 114.