200 gik adventstur til fordel for børnene på julemærkehjem

Solen var med de fremmødte til årets julemærkemarch ved Kolding Fjord

Igen i år brugte flere tusinde danskere første søndag i advent på at vandre for at samle penge ind til de danske julemærkehjem.

Et af de 65 startsteder var ved Hotel Kolding Fjord, hvor 200 børn og voksne var mødt op for at gå ruten på enten fem eller ti kilometer.

Omkring 200 deltog i søndagens årlige julemærksmarch ved Kolding Fjord.
Omkring 200 deltog i søndagens årlige julemærksmarch ved Kolding Fjord.
Foto: Lucas Mæng, TV SYD

- Det handler om at få folk, der normalt ikke motionerer, til at motionere og samtidig spytte penge i kassen til julemærkehjemmene, siger formand for motionsudvalg i Kolding Firmaidræt Svend Bjørnbak til TV SYD.

Sidste år indsamlede julemarchen et rekordstort støttebeløb til landets julemærkehjem på 1.350.000 kroner.

Formand for motionsudvalg i Kolding firmaidræt, Svend Bjørnbak, forventer lidt flere penge i kassen til julemærkehjemmene end ved sidste års march.
Formand for motionsudvalg i Kolding firmaidræt, Svend Bjørnbak, forventer lidt flere penge i kassen til julemærkehjemmene end ved sidste års march.
Foto: Lucas Mæng, TV SYD

Julemærkemarchen begyndte i 1977, da salget af årets julemærke, som hvert år sender overskuddet til landets julemærkehjem, faldt markant.

- Kunstneren Freddy Fræk lavede et julemærke, og det mindede ikke om jul. Så folk ville ikke købe det, og salget faldt drastisk, fortæller Svend Bjørnbak.

Faktisk betød kunstnerens julemærke, at salget faldt med fem millioner julemærker i forhold til året før. Så noget måtte gøres for at redde julemærkehjemmene.

Tre hurtige om julemærkehjemmene:

  • Hvert år får op mod 1.000 børn mellem 7 og 14 år hjælp til et bedre liv på et julemærkehjem.
  • Børn på Julemærkehjem har ofte dårlig livskvalitet, hvor mobning og lavt selvværd fylder meget.
  • Dagligdagen bygger på motion, sund kost og stærkt sammenhold.
  • Hjemmene ligger i Roskilde, Skælskør, Ølsted, Kollund og Hobro.

- Postens marchforening i Aarhus etablerede så en julemærkemarch, der skulle samle penge ind som erstatning for manglende indtægter, fortæller Svend Bjørnbak.

Årets start fra Hotel Kolding Fjord er ikke tilfældig. Tilbage i 1911 åbnede Danmarks første julemærkesanatorium for børn med tuberkulose i bygningerne. I dag er der fem julemærkehjem i landet.

Hos Kolding firmaidræt forventer man, at dagens march i Kolding sender flere penge i kassen end sidste år.