Cyklister fik morgenmad på vej på job

Tirsdag morgen stod Kolding Kommune og Cyklistforbundet i Kolding klar med morgenmad til de friske cyklister.

Cykelpendlere i Kolding fik i morges gratis morgenmad som en del af Cyklistforbundets kampagne "Vi cykler på arbejde", som skydes i gang 1. maj.

- Vi gør det for at sætte fokus på de mange cyklister, som hver dag springer på cyklen og cykler på arbejde. Cykelturen til arbejde er en oplagt mulighed for at få motion i hverdagen, og med Cyklistforbundets kampagne er det nemt at komme i gang sammen med sine kolleger, siger Gorm Baagøe Andersen, trafikplanlægger i Kolding Kommune.

Kom man for sent ud af fjerene tirsdag, så kan cyklisterne i Kolding glæde sig over, at der også fremover bliver kælet lidt ekstra for de tohjulede pendlere.

- Snart har vi en ny supercykelsti fra Christiansfeld til Kolding midtby. Det betyder blandt andet 400 meter ny cykelsti i Kolding by samt 5,5 km cykelsti mellem Taps og Vonsild. Og om en uge er de første pendlerparkeringspladser klar til brug, siger Gorm Baagøe Andersen.

Det er tredje år i træk, at Kolding Kommune og Cyklistforbundet i Kolding går sammen om at uddele morgenmad i forbindelse med "Vi cykler til arbejde"-kampagnen.