Entusiastiske forskere til udsolgt stormøde om kræft

500 deltog på konference om fremtidens kræftforskning og kræftbehandling. En kæmpestor inspiration, siger deltagere.

Der var ingen kendte stjerner på scenen på Hotel Comwell i Kolding. Alligevel blev billetterne solgt på rekordtid. Udsolgt! 

Så glade var de for at mødes med hinanden og høre nyt. 500 deltagere kom der. 

Forskere, læger, sygeplejersker, diætister, fysioterapeuter, patientforeninger og andre interessenter. Alle med ét for øje: At forbedre kræftbehandlingen. 

Danske Kræftforskningsdage var allerede inden starten en succes. Foredrag på foredrag om nye forskningsresultater blev modtaget med entusiastiske klapsalver. 

quote

Her på konferencen kan vi mødes og snakke om muligt samarbejde.

Morten Borg, PhD-studerende, Vejle Sygehus

Inspiration, netværk og faglig viden. Morten Borg får meget hjem fra konferencen, mener han.
Inspiration, netværk og faglig viden. Morten Borg får meget hjem fra konferencen, mener han.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Det samme - men ikke helt 

For Ane Appelt, dansk lektor på Leeds Universitet i Nordengland, var det en stor glæde at deltage.    

-  Det er fantastisk inspirerende at være her. Og det, der er mest inspirerende, er, at de 500 deltagere ikke beskæftiger sig helt med det samme, som jeg gør. Men at det er så bredt, og der er så mange vinkler på kræftforskningen, at man får nogle nye ideer og noget ny inspiration og nogle nye kontakter og nyt netværk. Det er super fantastisk, siger hun. 

Samarbejde via konferencen 

100 unge forskere var også med på konferencen.

En af dem var Morten Hornemann Borg, der laver patientundersøgelser på Sygehus Lillebælt, Vejle, for at finde biomarkører - tegn - på tidlig lungekræft. 

- Jeg kan høre, at der er brug for biomarkører i andre kræftformer. Der er da også andre, der forsker i det, men leder efter andre biomarkører. Så her på konferencen kan vi mødes og snakke om muligt samarbejde, siger han.    

Kim Hochreuter med sit diplom efter præsentationen af sin forskning.
Kim Hochreuter med sit diplom efter præsentationen af sin forskning.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Vi skal kunne overleve bedre  

På de to dage skal 100 forskere præsentere og debattere deres nye resultater.

- Jeg kan ikke umiddelbart bruge de andres forskningsresultater, fordi det, jeg beskæftiger mig med, er meget specifikt. Men jeg kan få stor inspiration af at høre, hvordan andre har grebet deres forskning an, siger Kim Hochreuter, cand. scient. på Dansk Center for Partikelterapi i Aarhus. 

100 forskere skal på de to dage fremlægge deres forskningsresultater.
100 forskere skal på de to dage fremlægge deres forskningsresultater.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Chancerne for at overleve en kræftsygdom er blevet stærkt forbedrede gennem årene. Takket være forskningen. 

- Et stærkt nationalt samarbejde er en væsentlig del af grundlaget for en høj og ensartet kvalitet i forskning og behandling på tværs af kræftforløb og -områder. Her går forskningen og kvalitetsarbejdet hånd i hånd, både når det drejer sig om at forbedre overlevelsen og øge livskvaliteten, siger Anne Bukh, formand for Styregruppen for DCCC (Danish Comprehensive Cancer Center).