Eva Kjer: Finansloven gør det svært for private børnehaver

Næste års finanslov indeholder en aftale om, at der ikke kan trækkes et overskud ud til ejerne af private børnehaver. Venstre er imod.

En privat børnehave skal være drevet af passion og til gavn for børnene. Dét vil regeringen sikre med finansloven, der sætter en stopper for, at ejere af private børnehaver kan trække overskud ud til sig selv.  

De nyoprettede private børnehaver skal nemlig gå fra at være private til at være en selvejet børnehave, hvilket betyder, at de ikke kan trække overskud ud til sig selv. 

På den måde vil regeringen og dens støttepartier sikre, at pengene går til børnene i stedet for ejerne.

Privat daginstitution vs. selvejet daginstitution

  • Der gives de samme tilskud pr. plads som kommunale institutioner.
  • Som privat institution ansætter du selv dit personale, mens en bestyrelse ansætter i en selvejet institution.
  • En privat institution har mulighed for at trække overskud fra, men det har en selvejet ikke.

    Kilde: FOA.

Men det er en dårlig idé, lyder det fra Venstres Eva Kjer Hansen.

- Vi har set flere tiltag fra regeringens side, hvor man prioriterer de kommunale skoler eller de kommunale børnepasningstilbud. Det ser jeg som et kæmpe værdiskred i forhold til at have et samfund, hvor vi har den der sunde konkurrence mellem forskellige driftsformer, hvad end det er private, kommunale eller selvejede, siger Eva Kjer. 

I den private børnehave, Rådbæksgaard, der ligger i Kolding, tror de ikke, at de kommer til at lukke institutionen på grund af de nye ændringer, men det hjælper dem ikke i deres drift af børnehaven. 

- Vi bliver nødt til at lave vores virksomhedsmodel om. Jeg kan godt være lidt usikker på, hvordan fremtiden ser ud, siger Kari Uth, der er ejer og leder af Rådbæksgaard.

Pengene skal gå til børnene

Ifølge finansloven gælder reglerne allerede for privatskoler. Og sådan bliver det nu også for de private børnehaver, hvilket er et skridt i den rigtige retning, mener Anders Kronborg fra Socialdemokratiet.

- Jeg synes det er god fornuft i, at de offentlige penge, vi afsætter til at forbedre kvaliteten til børnene, at de også går til børnene. Så der ikke er nogen private, der kan skumme fløden og trække profit ud.

Anders Kronborg mener, det er vigtigt at pengene går til børnene.
Anders Kronborg mener, det er vigtigt at pengene går til børnene.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Han bakkes op af FOA, der forleden skrev om emnet.

- Det her er en god løsning, som vigtigst af alt kommer børnene til gode og som rydder ud i useriøse firmaer på området, men som også tager hensyn til de velfungerende institutioner, siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.

To millioner til tilsyn

I finansloven står der desuden, at der afsættes en reserve på to millioner kroner årligt fra 2021 med henblik på at føre tilsyn med de private daginstitutioner. Formålet er at sikre, at pengene går til børnene, og at der ikke udbetales unormalt høje lønninger eller at de private daginstitutioner har ekstra høje udgifter til fx vikarbureauer.