Fængselsfolk giver igen i sag om død fange

Fængselsforbundet afviser, at der igen skal rodes op i sagen om den afdøde arrestfange Ekrem Sahin.

- Nu er det nok.
Så kontant er meldingen fra Fængselforbundets formand, Kim Østerbye, i sagen om 23-årige Ekrem Sahin, der mistede livet i januar i Kolding Arrest efter et håndgemæng med arresthusets ansatte.

Kim Østerbyes reaktion kommer efter politiet i to omgange har undersøgt sagen uden at finde grundlag for at rejse en sag mod fængselspersonalet.

Alligevel har den afdødes advokat, Bjørn Elmquist, bebudet, at han ønsker sagen mod arresthusbetjentene undersøgt endnu en gang for at afklare, om fængselsfolkene var skyld i Sahins død.

- Nu må de løse anklager ophøre. Både politi og retsmedicinere har undersøgt sagen to gange og er nået frem til, at fængselsbetjentene ikke har begået noget strafbart, siger Kim Østerbye i en pressemeddelelse

- Det ligner en hetz, når man forlanger endnu en undersøgelse, siger
han.

Retsmedicinere har i sagen konstateret, at Sahin ikke døde af personalets brug af magt, men derimod af "stærk vrede", fordi han var ekstremt ophidset under slagsmålet.

- Det er en tragisk sag. Af hensyn til de involverede fængselsbetjente og den afdødes familie er tiden inde til at stoppe. Der er ikke flere sten at vende, siger Kim Østerbye.