Første skole for højtbegavede børn i Sydjylland

For første gang nogensinde åbner en skole for højtbegavede børn i Sydjylland. Et alternativ til folkeskolen, som initiativgruppen bag har manglet.

Brit Andresen Hau er én ud af de fem initiativtagere bag Inge Lehmann skolen.

Hun er samtidig mor til to højtbegavede børn, som har manglet et tilbud, hvor de kunne udfolde deres egenskaber. 

- Inge Lehmann Skolen har projektorienteret og Playful-learning undervisning. Der er ikke decideret undervisning på klassetrin, som man kender det folkeskolen, fortæller Brit Andresen Hau.  

Skolen kommer til at gå fra 0. klasse til og med 9. klasse. De tilbyder 9. klasses afgangseksamen til de forældre, der gerne vil.

Selvom folkeskolen egentlig burde kunne rumme alle, så er det ikke den virkelighed, Brit Andresen Haus børn har mødt. 

- Specielt min ældste har oplevet en del mistrivsel, hvilket gjorde det klart for mig og mange af de andre forældre med højt begavede børn, at folkeskolen ikke kunne løfte opgaven, siger Brit Andresen Hau.

En opfattelse Hans Holmer (SF), formand for Børn- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune ikke umiddelbart er enig i.

- Jeg mener, vores folkeskole skal og kan rumme alle, men jeg synes, det er helt legitimt at skabe sit eget tilbud, siger Hans Holmer (SF).

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Skolen forventer at kunne slå dørene op i det nye skoleår, men helt præcist hvor, er ikke lagt fast endnu. 

- Vi kan ikke fortælle så meget. Kun at skolen kommer til at ligge i en by uden for Kolding, siger Brit Andresen Hau.

Beslutningen bag skolens placering kommer af praktiske overvejelser.

- Kolding ligger bare godt rent geografisk, hvilket forhåbentligt gør det lettere for folk med højtbegavede børn at komme til og fra skolen, selvom de ikke nødvendigvis bor i Kolding. Samtidig er det vigtigt for os, at der er natur og plads til leg,  siger Brit Andresen Hau.

Indtil videre er 49 børn skrevet på interesselisten.