Kommune dropper konsulenter og løser problemet selv

Kolding Kommune har besluttet at stoppe samarbejdet med konsulenter. Nu skal kommunens ansatte selv forhandle besparelser på udsatte borgere.

Nu skal konsulenter fra firmaet Brorson Consult alligevel ikke være med ved forhandlingsbordet, når der skal findes besparelser på udsatte borgere i Kolding Kommune. 

Det fortæller Trille Nikolajsen (V), der sidder i social- og sundhedsudvalget og er næstformand i handicapudvalget.

- Vi kan ikke læne os tilbage og vente på en afgørelse fra Christiansborg, om det er lovligt eller ulovligt at bruge konsulenterne. Derfor tager vi nu sagen i egen hånd, fortæller hun.

Her er problemstillingen:

Der har den seneste tid været debat om, hvorvidt det er lovligt eller ulovligt, at kommuner bruger konsulenter til at finde sager, hvor kommunerne kan spare penge.

Et af problemerne er, at konsulenterne er resultatlønnede. Det betyder, at de får løn, hvis de finder steder, hvor kommunerne kan spare penge.

Social- og Indenrigsministeriet har bedt Ankestyrelsen vurdere, om det er lovligt eller ulovligt, at kommunerne bruger konsulenterne.

I alt drejer det sig om 26 kommuner. I Sydjylland er det Horsens, Hedensted, Vejle, Fredericia, Kolding og Billund kommuner.

Nødvendigt at uddanne kommunens egne medarbejdere 

I stedet for at hyre konsulenter vil Kolding Kommune nu ansætte en medarbejder eller finde en medarbejder i kommunen, der har de rette kompetencer til at sidde med ved forhandlingsbordet.

Trine Nikolajsen pointerer, at dem, der leverer de forskellige former for hjælp til kommunen, er blevet meget mere professionelle end tidligere, og at det derfor er nødvendigt at uddanne flere af kommunens egne medarbejdere til at varetage forhandlingerne.

- I forhandlingerne har vi brug for at kunne møde vores samarbejdspartnere med samme kompetencer og forhandlingsteknikker. Derfor vil vi nu droppe brugen af konsulenter og i stedet opkvalificere vores egne medarbejdere, uddyber hun.

Kan ikke vente på Ankestyrelsen

Egentligt besluttede Kolding Kommune tilbage i december at sætte brugen af konsulenter på pause, efter at socialminister Astrid Krag (S) gik ind i sagen og bad Ankestyrelsen vurdere, om fremgangsmåden med konsulenter er lovlig.

Dén vurdering kan Kolding Kommune ikke vente på. Derfor meddelte de tidligere på ugen, at de ville genoptage brugen af konsulenter, men nu skifter de kurs og løser opgaven selv.

- Ankestyrelsen kommer nok først med sin afgørelse på den anden side af sommerferien, og det har vi ikke råd til at vente på, siger Trille Nikolajsen og understreger, at det på intet tidspunkt har handlet om den enkelte borgers ret til støtte, men om at finde den rette pris for ydelserne.

quote

Jeg tror på, at det er bedre at investere i vores egne medarbejdere og give dem mulighed for at opkvalificere sig.

Elvis Comic (S), medlem af Kolding Byråd

Opgaven løses bedst internt

Elvis Comic (S), der er medlem af Kolding Byråd, er glad for beslutningen, da han mener, at de i kommunen har nogle dygtige medarbejdere, der sagtens vil kunne løfte opgaven i stedet for konsulenterne.

- Jeg glædes over, at de nu kigger indad, for det er min klare holdning, at vi kan løse den her opgave bedst internt, siger han og tilføjer:

- Jeg tror på, at det er bedre at investere i vores egne medarbejdere end at hyre dyre konsulenter udefra. Uanset om de er resultatlønnede eller ej, giver det bedre mening at give vores eget personale mulighed for at opkvalificere sig, siger Elvis Comic.